Ole føler sig utryg på chaufførjobbet

NYKØBING Hver morgen, når Ole Hansen møder på sit job, er han bekymret. Og hver eftermiddag, når han har fyraften, tænker han på coronavirus.

- Er det mon i dag, jeg er blevet smittet? Det er en tanke, der hele tiden kører i hovedet på mig. Det går ud over min livsglæde, fortæller 59-årige Ole, mens han sætter i gear og triller den store gule bybus ud fra banegårdspladsen med retning mod Sundby.

Han skiftede for fire år siden jobbet som skraldemand ud med et som buschauffør, da slidgigten begyndte at bide. Han er normalt glad for sit job og kontakten med mange passagerer. Men under coronatiden er der slået alvorlige skår i hans arbejdsglæde.

Det, der generer Ole Hansen mest, er, at han ikke har en skærm mellem sig og passagererne. Alle skal have mundbind på og holde afstand i bussen, og det overholder de fleste. Men hver dag møder Ole Hansen kunder, der ikke gør.

- Især ældre mennesker glemmer mundbindet og glemmer at holde afstand. Mange ældre har de små hage-visirer på, som jeg ikke giver meget for. De stiller sig helt op ad min plads og vil snakke, og jeg kan jo ikke komme væk. Jeg er fanget i min bås. Jeg beder dem naturligvis holde afstand, men det sker igen og igen. Man kan jo dø af det her, så jeg synes ikke, at det er spor let, fortæller Ole Hansen.

Han glæder sig for tiden over, at de nye afstandskrav på to meter, som blev indført i begyndelsen af januar, har fået hans arbejdsgiver, Arriva, til at lukke fordørene i busserne og spærre området bag chaufføren af.

- Men i alle de måneder, vi havde coronaen og en meters afstand, var døren åben her lige ved siden af mig. Og det frygter jeg, at den bliver igen, så snart afstandskravet sættes ned til en meter igen. Jeg og flere kolleger har gjort opmærksom på, at vi føler os udsatte, men der bliver ikke lyttet. Jeg får at vide, at jeg bare skal lufte mere ud i bussen. Men det er januar og koldt. Skal jeg sidde i kulde og træk? Det er, som om det er nemmere at skaffe en ny chauffør, hvis vi bliver syge, mener Ole Hansen.

Han oplever også folk, der ikke vil bære mundbind i bussen.

- Det er typisk skoleelever, der hævder, at de er fritaget for at gå med mundbind. Der er mange unge, der udnytter det hul og mangler den nødvendige respekt for virussen. Når der står sådan en flok på fire store børn og stikker den ud, kan jeg ikke gøre noget. Jeg må ikke sætte dem af, og jeg må ikke kræve dokumentation. Det er frustrerende, slår Ole Hansen fast.

Han bliver testet for corona hver anden uge og er indtil videre gået fri. Men bekymringen plager ham.

- Jeg skal køre, til jeg er 67 år, og jeg tror ikke, at vi slipper så let af med den virus. Det bliver noget, vi kommer til at forholde os til hver vinter fremover. Så jeg synes lige så godt, at de skærme kan komme op først som sidst, opfordrer Ole Hansen, som tydeligt fornemmer, at corona-restriktionerne trætter folk.

- Det har jo stået på længe nu, og folk gider ikke mere. Der er mange, der helt tydeligt slækker mere og mere på reglerne. Jeg ville ønske, at politiet var mere synligt i gaderne, for de er jo de eneste, der har lov til at give en bøde.

Læs Arrivas svar på Ole Hansens kritik af arbejdsmiljøet i bussen i artiklen "Arriva: Vi følger retningslinjerne"

Læs også artiklerne: "Movia: Ole får ikke en skærm" og "Finn er tryg foran skærm" i fredagens Folketidende.