Skaber trygt rum for indsatte i lukket fængsel

NORDFALSTER - Det er virkelig liv og død. Samtalerne kommer helt inde i kernen af eksistensen, livets kerne, fordi de er så kriseramt.

Sådan fortæller fængselspræst i Storstrøm Fængsel, Maria Eva Napier, om sin hverdag i fængslet. Her har hun dagligt at gøre med nogle af landets hårdeste forbrydere, men selv om det kan være hårdt, så er der mange flere nuancer i livet bag murene, end mange måske tror.

- Det er heldigvis balanceret ud med alt det fine, der også er der. Dygtige ansatte, lærere, der underviser i billedkunst, og der er utrolig meget kreativitet blandt de indsatte, som blandt andet lavede en udstilling for nylig, siger hun og nævner også digte og sange med mere fra de indsattes hænder og hjerner.

Selv kan hun også hjælpe det på vej, for eksempel hvis indsatte spørger efter særlige blyanter, når de gerne vil tegne, eller en særlig bog. Fondsmidler kan så hjælpe med at dække sådanne udgifter og kan også hjælpe, så præsten kan købe tøj til en indsat, der slet ikke har noget.

Og ligesom hun kan hjælpe, ser hun også de indsatte hjælper hinanden i overraskende møder.

- Man har nok en forestilling om, at fængsler er fulde af hierarki, vold og hakken på hinanden, og det er der også, men jeg er overrasket over, hvor meget de indsatte hjælper hinanden, for eksempel nye, der kommer uden tøj eller noget andet, siger hun og mindes et særlig tilfælde:

- Der kom en sort mand ind, der ikke talte dansk og var helt fortabt, men så tog en muslimsk mand ham under sine vinger. Selv om den sorte mand var dybt kristen og imod islam, og muslimen meget racistisk og imod sorte mennesker, så fik de en bror. Sådan kan regler ophæves, fordi man er i en krisesituation, for man er nødt til at lægge nogle fordomme, man har, og være nødtvungen til at tage imod den hjælp, der er.

Maria Eva Napier blev sent uddannet som præst og har tidligere arbejdet meget med hjemløse og udsatte.

- Det har hele tiden ligget i kortene, at når jeg blev færdiguddannet som præst, så ville jeg ud og arbejde i et fængsel, siger hun, der blev ansat i Storstrøm Fængsel for knap to år siden, og kalder arbejdet et kald, der er taknemmeligt:

- Der skal ikke så meget til at gøre en forskel.

Tidligere var hun sognepræst i en forstadskirke i Køge, og selv om meget er anderledes inden for murene, er en hel del magen til det normale præstevirke.

Hun har dåb af indsatte og aktiviteter omkring højtider, hvor indsattes familie kan komme på besøg, og det er hele tiden med tanke på normalisering og med en baggrund, hvor sikkerheden er i fokus.

Hun holder gudstjenester to søndage om måneden, og da flere gange hver dag.

Fængslet er nemlig sektioneret, så udover at hun skal igennem 10 porte og låste døre med videre, inden hun når sit kontor, må kun få fanger samles ad gangen, og det ikke på kryds af etager og afdelinger.

De fleste kan komme i kirke med omkring halvanden måneds mellemrum.

Derudover byder hun sammen med organist og korleder Louise Adrian ind med kulturelle tiltag som foredrag og koncerter, når der ikke er coronavirus, madgrupper og studiegrupper, hvor der tales filosofi.

En anden central del i arbejdet er samtalerne med de indsatte, der som nævnt i indledningen kan blive meget dybdegående.

I sjælesorgssamtalerne kan de indsatte lægge deres tanker ud i et trygt rum, og de er meget efterspurgt, fortæller præsten.

- Folk sidder og venter i lang tid nogle gange for at tale med mig, desværre, men jeg prøver at skrive et kort til dem eller går forbi og siger, at der lige kan gå nogle uger. De respekterer, når man sådan rækker ud, siger fængselspræst Maria Eva Napier.