20. oktober åbner Zity Outlet på Belgiensvej 5 i Nykøbing F.
Smart kvalitetstøj til børn, kvinder og mænd, trolleyer, tasker af mærket Bon Gout, sportstøj, ketsjere, Hummel sportssko, økologiske hudplejeprodukter og Masion Belle produkter til meget rimelige priser er blandt de varer, man fra 20. oktober kan finde hos Zity Outlet på Belgiensvej 5 i Nykøbing F.
Fra den dato åbner Per Jørgensen, der driver Sæbefabrikken A/S, nemlig outlet-forretningen, der hvor Falster Indbo holdt til.
Det er hans kone Rikke Kronberg Jørgensen, der står for butikken, og hun har lige nu travlt med at indrette de 1.200 kvadratmeter i to etager til en forretning, hvor der er god plads og luft mellem de udstillede varer.
- Vi satser på kvalitetsvarer til meget rimelige priser. Vi har tøj til alle aldersgrupper også til kvinder op i 70 og 80 års alderen. Vi kørte selv tit efter outlet på Sjælland. Vi syntes det manglede herned, og så ville jeg gerne have mit eget igen, fortæller Rikke, der har arbejdet som købmand hele sit liv, ligesom hun har haft Vin & Stil i Stubbekøbing.
Zity Outlet har åbent kl. 10-16 alle lørdage og i forbindelse med den første i måneden også torsdag, fredag og søndag.