Sygeplejersker blev hårdt ramt af corona

NYKØBING De blev smittet alle sammen. Sygeplejerskerne, farmakonomen, fysioterapeuten, lægen og serviceassistenterne. De var i april med til at pleje en terminal syg patient på afdeling 240 på Nykøbing Sygehus. Patienten var podet negativ ved første test, men viste sig at være positiv en uge efter ved anden test.

Gitte Jørgensen, Nadja Kyhn og Stella Jørgensen er 3 af 15 sygeplejersker på afdelingen, der behandler patienter med ældresygdomme som demens og blodprop eller blødning i hjernen. De blev alle tre syge af corona - ligesom to tredjedele af deres kolleger.

For 37-årige Nadja Kyhn blev det begyndelsen på et foreløbig 10 måneder langt sygdomsforløb, som hun stadig ikke er helt igennem.

Hun var ude på sin sædvanlige løbetur på den fridag, hvor hun blev kaldt ind til kollektiv coronatest på afdelingen.

- Jeg trænede til at løbe maraton i maj og følte mig helt rask, fortæller Nadja, der er mor til to drenge og har været sygeplejerske i 12 år. Et job, hun elsker.

Men Nadjas coronatest var positiv, og efter nogle dage uden symptomer lå hun pludselig isoleret derhjemme med høj feber og vejrtrækningsbesvær. Da hun troede, at hun var rask igen og mødte ind på jobbet, blev hun for alvor ramt af den lunefulde virus, fik et ildebefindende midt i vagten og måtte indlægges med luftveje, der igen snørede sig sammen.

- Jeg havde det virkelig dårligt, og det tog lang tid at komme igennem. Nu, hvor jeg endelig er rask, har jeg fået konstateret kronisk hovedpine og nedsat syn på mit ene øje. Jeg går til genoptræning for at få mit samsyn tilbage, og jeg bliver meget hurtigt udmattet. Der er ikke meget energi tilbage, når jeg kommer hjem til min familie. Men jeg er begyndt at løbe en lille smule igen, energien vender langsomt tilbage, og jeg prøver at tøjle min utålmodighed, fortæller Nadja Kyhn.

Hendes kollega Gitte Jørgensen havde et kortere, men også voldsomt corona-forløb.

- Det føltes som en led influenza med feber, ondt i kroppen og en altoverskyggende hovedpine, som jeg først slap af med efter tre måneder. Jeg har fortsat hverken smags- eller lugtesans. Jeg spiser kun med øjnene, for jeg kan ingenting smage. Tabet af lugtesansen er et problem i mit arbejde, for jeg opdager for eksempel ikke, hvis en patient har haft afføring i bleen. Som sygeplejerske er næsen et vigtigt arbejdsredskab, der også kan opdage lugten af bakterier eller blod i urinen hos en patient, forklarer 53-årige Gitte Jørgensen.

En anden af hendes senfølger af coronaen er hukommelses- og koncentrationsbesvær.

- Jeg må sætte alarmer på min telefon dagen lang, for ellers glemmer jeg det, jeg skal. Sådan plejer jeg ikke at have det, konstaterer Gitte Jørgensen, der stadig går til udredning for sine senfølger.

28-årige Stella Jørgensen bor alene, og hendes oplevelse af at ligge hjemme for sig selv og hive efter vejret, da coronaen væltede hende, står tydeligt i hendes hukommelse.

- Jeg var bange, når jeg ikke sov. Jeg græd i telefonen, når mine forældre ringede, for jeg havde det elendigt, og de måtte jo ikke komme ind til mig. Det var ikke spor sjovt, fortæller Stella Jørgensen, som efter 14 dage i isolation kunne komme tilbage på arbejde.

I den følgende tid manglede også hun både lugte- og smagssansen, men de er vendt tilbage, og i dag har Stella Jørgensen ingen senfølger.

Alle tre sygeplejersker blev syge af at passe deres arbejde, og alle tre coronatilfælde er meldt som arbejdsskader.

- Jeg vidste jo godt, at der er en øget risiko for at blive smittet med et eller andet i vores fag. Men ingen af os havde regnet med, at vi kom til at stå i en pandemi, konstaterer Stella Jørgensen, som efter tre år i faget dog stadig har sin arbejdsglæde i behold - selv efter corona og store mængder af overarbejde.

For mens Nadja Kyhn og en række andre kollegaer var syge, tog blandt andre Stella Jørgensen og Gitte Jørgensen ekstravagter igen og igen.

- Vi har stået til rådighed hele tiden. På fridage og i julen og nytåret. Vi har haft ekstra mange patienter på afdelingen, men personalet er ikke blevet opnormeret, så det har været mange måneder med mange vagter, fortæller Gitte Jørgensen.

Til den meget korte liste over positive ting, corona har tilført verden, har Gitte, Stella og Nadja midt i den alvorlige situation et par punkter.

- Vi har fået et godt sammenhold og arbejdsmiljø på afdelingen. Vi har virkelig lært at arbejde sammen på en ny måde og få det til at køre på svære præmisser, fortæller Gitte Jørgensen, der er tillidsmand og har 25 års erfaring i faget.

- Og der er mindre hverdagsbrok. Folk har indset, at det ikke hjælper at brokke sig. Det er bare om at rulle ærmerne op og komme i sving, supplerer Stella Jørgensen.

For Nadja Kyhn, som havde alt for god tid til at ligge derhjemme og tænke over konsekvenserne af coronaen, er der også et lyspunkt, hun tager med sig.

- Jeg har fået fornyet respekt for min nærmeste ledelse, som har været fantastisk. Jeg har følt mig fulgt af omsorg og opbakning hele vejen. Det er rart, at man ikke skal frygte at miste sit arbejde på grund af en lang sygemelding oven i det hele, fastslår hun.

Til gengæld efterlyser de tre sygeplejersker opbakning fra en anden gruppe: de pårørende til de sårbare patienter, de hver dag plejer på afdeling 240.

Afdelingen er - helt ude fra parkeringspladsen og ind - på hver en dør, gang og stue plastret til i plakater, der forklarer corona-restriktionerne. Ingen, der træder ind på afdelingen, kan være i tvivl om vigtigheden af mundbind, sprit og afstand i bestræbelserne for at holde smitten ude. Og at der af samme årsag kun må møde én pårørende op ad gangen. Men det virker ikke.

- Jeg oplever meget lidt forståelse fra de pårørende, der alligevel møder to-tre op og skælder os ud, når vi påpeger det. Som om vi lavede reglerne for at genere dem. Vi er ikke politimænd, og det eneste, vi gør, er at forsøge at beskytte de syge og svage gamle mennesker, vi har indlagt her, siger Gitte Jørgensen, og Stella Jørgensen supplerer:

- Jeg spilder hver dag tid på at diskutere med pårørende, der ikke vil forstå det. Vi har at gøre med patienter i krise. De er lamme, kan ikke tale og spise selv og er kritisk syge. Vores patienter er indbegrebet af dem, vi alle sammen skal passe særligt på under coronaen.

De tre - som selv arbejder med store mængder af generende værnemidler hver dag - har en fælles appel til pårørende, der besøger afdelingen.

- Overhold restriktionerne. Og vis respekt, selv om du måske ikke selv mener, at corona er så slemt. Det er det for os og vores patienter.