Udenrigsministeriet har haft kontakt med alle danske i Japan. De har det godt og har forladt de værste områder
Alle danskere i Japan er i god behold. Danskere, som har været i de områder, der er hårdest ramt af jordskælvet, tsunamien og problemer på kernekraftværker, har forladt området.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke nødvendige rejser til særlige områder nær det kernekraftværk i Fukushima, hvor der er problemer med sikkerheden. Det fremgår af ministeriets midlertidige rejsevejledning for Japan fra den 12. marts.
Udviklingen på kernekraftværket i Fukushima følges nøje af Beredskabsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse, Risø DTU, Udenrigsministeriet samt den danske ambassade i Tokyo. Danskere i Japan opfordres til nøje at følge de japanske myndigheders råd og vejledning, herunder at holde sig på afstand af det berørte kernekraftværk, påpeger ministeriet.
Kernekraftværket i Fukushima Daiichi ligger 250 kilometer nord for Tokyo. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke nødvendige rejser til præfekturerne (områderne) Aomori, Akita, Iwate, Yamagata, Miyagi, Fukushima, Tochigi og Ibaragi.
/ritzau/