Fornemmelsen for at kombinere menneskelige dramaer med globale konflikter er dansk Oscar-vinders varemærke.
Da Susanne Bier i 1995 lavede sin svenske film "Pensionat Oskar", blev instruktørens anstrengelser belønnet med pæne anmeldelser og et nogenlunde pænt billetsalg.
Godt 15 år senere og forlængst flyttet ud af de snævre rammer på det svenske pensionat kan det slås fast, at Susanne Bier har fået langt bedre relationer til Oscar end til Oskar.
Statuetten for "Hævnen" er en formidabel anerkendelse til en instruktør, der for længst har etableret sig i en klasse, hvor hun ikke blot sælger billetter i de danske biografer, men også er en hel masse ved musikken uden for Danmarks grænser.
Susanne Bier tog efter sin studentereksamen til Jerusalem for at studere religion. Nogle måneder senere skiftede hun til arkitektur og havde dermed taget et afgørende skridt ind i kunstens og kulturens verden.
I 1983 blev hun optaget på filmskolen i København, og fire år senere kunne hun skrive "instruktør" på sit visitkort.
Hun lavede sin første spillefilm, "Freud flytter hjemmefra" i Sverige, hvor hun også mødte sin senere ægtefælle, den svenske skuespiller Philip Zandén.
I 1999 fik Bier sit helt store gennembrud med spillefilm nummer fem, "Den eneste ene". Den elegante og veldrejede komedie solgte over 840.000 billetter i de danske biografer.
Tre år senere fulgte dogme-dramaet "Elsker dig for evigt". Efter manges opfattelse hendes bedste film, der samtidig markerede begyndelsen på et succesrigt samarbejde med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen, som også har bidraget til "Hævnen".
- Hun tør tage fat i de store følelser, og hun er ikke bange for dramaet. Hun kan håndtere det med sin store sans for den menneskelige psyke, siger Anders Thomas Jensen om sit samarbejde med Susanne Bier.
I sine seneste film har instruktøren kredset meget om konflikterne i familien og det nære samfund, stillet over for globale konflikter på det politiske og humanitære plan.
Når balancen også rummer en højt udviklet personinstruktion, bliver resultatet som hovedregel stærke og bevægende dramaer med stor underholdningsværdi. Film, der er blevet betegnet som "mainstream-kvalitet".
På sin vis påfaldende, at "Hævnen" ikke engang blev nomineret, da Robert-prisen skulle uddeles for sidste års bedste film. En Bodil blev den senere Oscar-vinder nomineret til, men uden at komme til tops.
Og dog: Oscar, verdens mest prestigefyldte filmpris, har sine særlige spilleregler. Dem "efterlever" Susanne Bier med fortællinger, der har lånt langt mere fra amerikansk filmtradition end fra eksperimenterende europæisk filmkunst.
- Jeg vil gerne, at folk har fået noget at tænke over, når de forlader biografen. Men der skal samtidig være en følelse af håb og tro på, at det enkelte menneske kan handle på en måde, der gør en forskel. Jeg laver ikke film, der giver folk lyst til at springe ud fra den nærmeste bro bagefter, sagde hun for nylig i Los Angeles ifølge nyhedsbureauet AFP.
Susanne Biers jødiske forældre kom til Danmark som flygtninge i 1930'erne. Hun taler så vidt muligt med dem hver eneste dag, men har ofte understreget, at hendes jødiske rødder primært giver hende et stærkt kulturelt tilhørsforhold.
Den nybagte Oscar-vinder fyldte 50 sidste år og bærer bestemt sin alder på en måde, som hun kan være stolt af.
Instruktøren har to børn fra ægteskabet med Philip Zandén. I dag lever hun sammen med producenten og komponisten Jesper Winge Leisner.
/ritzau/