Odders borgmester har fået en næse af den socialdemokratiske partiforening. Det sker efter udtalelser om, at han bør aflønnes højere end kommunaldirektøren.
Den socialdemokratiske borgmester Elvin Hansen (S) i den hårdt økonomisk trængte Odder Kommune i Østjylland er kommet i strid modvind i sit eget bagland.
Det skyldes, at borgmesteren har udtalt, at han burde have en højere løn end sin kommunaldirektør Jesper Hjort.
Den lokale partiforening har givet borgmesteren en næse, som i øvrigt ikke får yderligere konsekvenser, skriver Horsens Folkeblad.
Borgmesteren udtale sig først til den lokale avis, hvorefter borgmesteren kom på forsiden af Ekstra Bladet med sit lønkrav.
I en pressemeddelelse tager bestyrelsen for Socialdemokratiet nu afstand fra borgmesterens udtalelser.
- Vi har givet ham det, man kan kalde en næse, men vi bakker stadig op om politikken og spareplanen. Vi mener dog, at der har været nogle sager, der ikke er håndteret på en holdbar måde, siger formanden Lars Olsen.
Han henviser til at fyringen af tillidsvalgte i kommunens hjemmepleje i forbindelse med den store sparerunde er håndteret forkert.
/ritzau/