Veteranerne fra D-A-D får selskab i sommerlandet af L.O.C. og dennes nye medspillere i gruppen Selvmord på dette års udgave af Grøn Koncert.
D-A-D og Selvmord bliver to af hovednavnene på dette års Grøn Koncert. Det oplyser Muskelsvindfonden, der står bag de populære koncerter i sommerlandet.
Det er sjette gang, at Jesper Binzer og hans kompagnoner i D-A-D bliver en del af Grøn Koncert, mens Selvmord er et nyt bekendtskab.
Gruppen så dagens lys for et år siden, da rapperen L.O.C. besluttede at søge nye musikalske græsgange sammen med tre af medlemmerne fra Suspekt, Bai-D, Orgi-E og Rune Rask.
Første afdeling af Grøn Koncert er fastsat til den 15. juli i Esbjerg.
De følgende 10 dage fortsætter karavanen til Herning, Århus, Aalborg, Kolding, Odense, Næstved og København.
/ritzau/