75 procent af danskerne mener ifølge Gallup at velfærden forringes. Professor forudser, at der kan gå ti år, før tallene vender igen.
Selvom finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved præsentationen af næste års finanslov forleden sagde, at "vi har gennemført en lang række forbedringer af velfærdssamfundet", mener 75 procent af danskerne, at velfærden bliver dårligere i øjeblikket.
Det viser en meningsmåling, Gallup har lavet for fagforbundet FOA, skriver metroXpress.
- De oplever, at der sker nedskæringer og besparelser. Der er ikke nogen tvivl om, at der sker nogle kontante forringelser i kommunerne. Det er helt reelt, siger Jørgen Goul Andersen, der er professor i økonomi og politik ved Aarhus Universitet.
I undersøgelsen er der blevet spurgt, om danskerne mener, at velfærden er steget eller faldet på fire kerneområder: børnepasning, folkeskolen, ældreplejen og sygehusene. Kun fire procent af befolkningen mener, at den offentlige velfærd stiger på de fire punkter.
- Det er et tydeligt velfærdstab, når man ser daginstitutioner, dagplejere og sygehuse afskedige folk, siger formand for FOA Dennis Kristensen.
Professor Jørgen Goul Andersen mener, at det store antal af danskere, der finder, at velfærden falder, vil hænge ved i et stykke tid:
- Der kommer til at gå lang tid, før målingerne ændrer sig, for der kommer ikke investeringer i den offentlige sektor foreløbig, siger Jørgen Goul Andersen og peger på at, der måske kan gå op til 10 år, før tallene vender igen.
/ritzau/