Weekenden begynder gråt og koldt, men fortvivl ikke. Søndag stiger temperaturen og solen kigger frem.
Vinteren har stadig sit tag i Danmark. I dag blæser en isnende kold vind fra øst, der får foråret til at synes langt væk. Lidt bedre ser det ud i morgen, hvor vinden lægger sig og endnu mere lovende søndag, hvor der er gode solchancer i hele landet.
- Der ikke meget forår i dag på grund af den kraftige vind. Selv om vi har plusgrader her til morgen, føles det som frost, siger vagtchef på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Henning Gisselø.
I morgen byder på en smule regn, især mod øst. I løbet af dagen klarer det dog op i de sydvestlige egne. Men opklaringen bliver kort, for natten til søndag passerer et regnvejr landet. Det giver en skyet og våd begyndelse på søndagen, men som dagen skrider frem, bryder solen igennem og temperaturen stiger til otte grader.
/ritzau/