Ny undersøgelse viser, at hhx-elever er begejstret for uddannelses fokus på iværksætteri, men få læser videre.
Landets handelsgymnasier brillerer blandt eleverne, særligt fordi hhx styrker deres iværksætterdrømme - men få tager en videregående uddannelse bagefter.
Det viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet.
96 procent af de danske hhx-elever er tilfredse med deres uddannelse. Ifølge undersøgelsen skyldes begejstringen, at fagene er meningsfulde i forhold til elevernes karriereplaner og iværksætterdrømme.
- Mange hhx-elever går med planer om at starte egen virksomhed. Og set i det lys er det positivt, at de rent faktisk oplever, at fagene på hhx er relevante og spændende i forhold til at realisere deres iværksætterdrømme, siger forsker ved Center for Ungdomsforskning på DBU, Arnt Louw Vestergaard i en kommentar.
80 procent af eleverne er glade for, at uddannelsen fokuserer meget på iværksætteri. Går man tættere på tallene, drømmer 26 procent af drengene om at blive iværksættere, mens det gælder for 15 procent af pigerne.
- Hhx har helt sikkert en stærk iværksætterprofil. Men hvis vi skal opfylde regeringens ambition om at gøre Danmark til førende iværksætternation i 2015, så skal vi have pigerne med, siger Rikke Brown, forsker ved Center for Ungdomsforskning på DBU.
Undersøgelsen viser endvidere, at relativt få hhx-elever kobler iværksætteri med en videreuddannelse. Kun 23 procent af dem, som vil læse videre på universitetet eller handelshøjskolen, er begejstrede for iværksætteri.
Ifølge de to forskere er den manglende lyst til at læse videre problematisk set i lyset af, at både erhvervslivet og regeringen efterspørger højtuddannede iværksættere.
/ritzau/