Traktordemo gavner ikke landbruget. Vi er jo allerede i gang med at gøre noget ved kritikken, siger fødevareminister Henrik Høegh om dagens demonstration, der også havde deltagelse af lokale landmænd.
Mens tonstunge traktorer ruller ind i København, lyder der et dybt suk fra fødevareminister Henrik Høegh (V) på Christiansborg.
Landbrugets oprør mod flere miljøkrav kommer på et ubelejligt tidspunkt:
- Jeg kan ikke sige, at der er udsigt til indrømmelser, men vi er i gang med at forhandle om alle deres kritikpunkter, og landbrugets repræsentanter sidder med i arbejdsgrupperne. Derfor ærgrer det mig, at man er så frustreret, siger Henrik Høegh og fortsætter:
- Vi har ikke brug for at landbruget generer en masse mennesker med traktorer i København. Det kan være med til at give landbruget dårligt image.
Ifølge Henrik Høegh er overskriften på forhandlingerne, at Danmark skal bevare "den meget store valutaindtjening og de mange arbejdspladser", som landbruget leverer.
- Så må arbejdsgrupperne finde nogle specifikke og målrettede løsninger, hvor vi kan kompensere landmændene, hvis der er tab, siger Henrik Høegh.
Han peger blandt andet på, at landmændene allerede nu har udsigt til kompensation for oprette randzoner omkring vandløb, og regeringen har forsøgt at udskyde kravet til kvælstofudvaskningen i det danske vandmiljø.
Samtidig skal en arbejdsgruppe afdække, om landmændene i Danmark har de samme vilkår som landmændene i de omkringliggende lande i forhold til miljøkrav og betaling af skat, energiafgifter og andre udgifter.
- De oplysninger vil vi have med, når vi skal lave rammevilkår for landbruget, så der tages forhold for vilkårene i landene omkring os, siger Henrik Høegh.
/ritzau/