Justitsminister Lars Barfoed afviser, at præster skal kunne vie bøsser og lesbiske til normalt ægteskab. Det er diskrimination, mener Socialdemokraterne.
Bøsser og lesbiske par vil fortsat ikke kunne blive viet under folkekirkens vielsesritual. Justitsminister Lars Barfoed mener ikke, det på nuværende tidspunkt kan lade sig gøre. Dermed fortsætter diskriminationen, mener Socialdemokraterens socialordfører, Lars Aslan Rasmussen.
- Vi har i dag modtaget et notat om, at Lars Barfoed afviser vores krav. De borgerlige i borgerrepræsentationen stemte for forslaget, så det undrer mig, at vores justitsminister siger nej, siger Lars Aslan Rasmussen.
Lars Barfoed skriver i notatet, at han mener, at det er bedst at opretholde den nuværende ordning. Men det er en direkte diskrimination, understreger Socialdemokraterne.
- Vi vurderer, at så længe bøsser og lesbiske ikke kan indgå ægteskab, så er der tale om diskrimination. Det ville være det samme, hvis indvandrere skulle have et andet vielsesritual end danskere, siger Lars Aslan Rasmussen og fortsætter:
- Specielt er det dybt problematisk i disse tider, hvor der i forvejen er problemer med hatecrimes i forhold til homoseksuelle, siger Lars Aslan Rasmussen.
/ritzau/