Signalet kan virke forkert, men det er udelukkende en fordel for nyt diabetescenter på Københavns Universitet, at Novo-folk går udenom ansættelseskøen, mener K.
Den konservative forskningsordfører, Jørgen S. Lundsgaard, ser udelukkende fordele i, at Novo Nordisk-medarbejdere går udenom ethvert stillingsopslag på Københavns Universitet og direkte ind i et nyt diabetescenter.
Det er sket i en sag, hvor en vicedirektør fra medicinalgiganten og omkring 20 medarbejdere følger med en check på 885 millioner kroner til det nye center på universitet.
- Den bedste kickstart er ved at tage noget, der fungerer, og plante det, siger Lundsgaard til, at Novo-medarbejderne skal indgå i centres, der blandt andet skal forske i diabetes.
- I stedet for at så frøet og vente på, at det gror op, så sætter man en plante, fortsætter metaforen fra Jørgen S. Lundsgaard.
Oppositionen har samstemmende kritiseret fremgangsmåden - særligt i lyset af, at diabetes er et område, hvor Novo Nordisk har åbenlyse forretningsinteresser. Og på KU konstaterer lektor Claus Emmeche over for Information, at "det kan have en indvirkning på, hvilken forskning der bliver prioriteret."
Den konservative forskningsordfører medgiver, at interessesammenfaldet kan sende et forkert signal, og at man kunne have gjort sit "hjemmearbejde" bedre.
- Men jeg synes, at det er en fin hjælp til en hurtig start til centret, så det er i funktion med det samme, siger Jørgen S. Lundsgaard.
/ritzau/