Den konservative udlændingeordfører opholder sig i Syrien. Her arbejder han sammen med ambassaden på at hjælpe fireårige Adam, som blev bortført af sin far.
Politikeren Naser Khader er i Syrien for at hjælpe den bortførte, fireårige Adam fra Svendborg.
bt.dk skriver, at Khaders besøg indgår i en løsning af sagen, som befinder sig i en afgørende fase.
Adam blev bortført forrige lørdag, da hans 31-årige irakisk-fødte far under påskud af at tage ham med i den lokale svømmehal i stedet kidnappede sønnen og kørte ham til Hamburg. Herfra fortsatte de med et fly til Syriens hovedstad, Damaskus.
Naser Khader, der er konservativ udlændingeordfører, lovede i sidste uge drengens mor, Helle Jensen, at han ville tage sagen i egen hånd og rejse til Mellemøsten, hvis Adam ikke var fundet senest mandag.
Danmarks ambassadør i Syrien, Christina Markus Lassen, bekræfter over for B.T.'s hjemmeside, at Khader arbejder sammen med ambassaden, og at "vi alle arbejder på højtryk i sagen".
Moderen vil kun sige, at hun har fået nyt håb.
Hun ønskede tirsdag eftermiddag ikke at fortælle, om hun var på vej til Syrien.
/ritzau/