Patienter med hjertesvigt kan med en lav puls reducere risikoen for at dø. Det viser en ny international undersøgelse. Et gennembrud, mener eksperter.
Høj puls og dårligt hjerte er en dårlig cocktail. Det viser resultaterne af det internationale SHIFT studie, som offentliggøres søndag.
Faktisk konkluderer undersøgelsen, at patienter med hjertesvigt nedsætter risikoen for at dø med 26 procent, hvis de får en lavere puls.
Ifølge overlæge, dr.med. Olav Wendelboe Nielsen fra Bispebjerg Hospital er der tale om et gennembrud, som kan få betydning for de 100.000 danskere, der i dag lider af hjertesvigt.
- Resultaterne viser tydeligt, at en høj puls er farlig for patienter med hjertesvigt, og for første gang ser vi, at det nytter specifikt at sænke pulsen. Det er noget helt nyt, siger han i en pressemeddelelse.
Pulsen kan man sænke med medicin.
Undersøgelsen viser også, at antallet af indlæggelser falder med 18 procent, hvis man sænker pulsen hos folk med hjertesvigt. Derfor kommer opdagelsen også samfundet til gode, mener overlæge, dr.med. Per Hildebrandt fra Glostrup Hospital.
-Kronisk hjertesvigt er en af de dyreste sygdomme for hospitalerne, fordi der er så mange indlæggelser. Resultaterne viser, at når pulsen sænkes, medfører det en klar reduktion af antal indlæggelser. Det er en stor fordel for både patienter og samfund, fortæller han.
Resultaterne af undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
/ritzau/