Man skal holde sig fra øl, hvis man er på ferie i de varme lande og er bange for at få malaria. Myggene elsker lugten af folk, der har drukket øl.
Malariamyg tiltrækkes af mennesker, der lugter af øl. Det er konklusionen på et forsøg, som en gruppe forskere har udført i Burkina Faso. Resultatet er netop offentliggjort i tidsskriftet Plos One, skriver Videnskab.dk
I forsøget fik 25 mænd hver en liter lokal øl med cirka tre procent alkohol. 18 andre måtte nøjes med vand. Derudover deltog 4300 malariamyg i forsøget.
Ved hjælp af en sindrig forsøgsopstilling kunne forskerne finde ud af, om myggene foretrak øldrikkerne. Og det gjorde de. Myggene gik klart efter de mænd, der havde drukket øl. 65 procent af myggene fløj mod de telte, hvor øldrikkerne lå.
De 4300 malariamyg tilhører den art, der spreder malaria i Afrika. Forskerne anbefaler derfor, at man sover under et myggenet, og det er især vigtigt, når man har drukket øl.
Hvorfor myggene foretrækker duften af øldrikkere, ved forskerne ikke, men måske vil de også have procenter i blodet.
/ritzau/