En femtedel af de erhvervsaktive i 2050 vil have anden etnisk baggrund end dansk. Derfor skal nydanskere have et højere uddannelsesniveau, mener Dansk Industri.
Udlændinge, indvandrere og deres efterkommere er helt afgørende, når hjulene i fremtidens velfærdssamfund skal løbe rundt. Således vil knap en femtedel af alle i den erhvervsaktive alder i 2050 have en anden etnisk baggrund end dansk, hvilket er en fordobling i forhold til nu, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Berlingske Tidende fredag.
- Nydanskere spiller en central rolle i finansieringen af velfærdsstaten i fremtiden, siger Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fonden.
I takt med, at flere etniske danskere går på pension, vil nydanskerne komme til at udgøre en større del af arbejdsstyrken. Derfor er det vigtigt, at indvandrere og deres efterkommere får et højere uddannelsesniveau, ligesom det også er nødvendigt at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet, vurderer chefkonsulent Martin Steen Kabongo fra Dansk Industri.
/ritzau/