Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokraternes socialordfører i Borgerrepræsentationen i København vil have politi og regeringen på banen i kampen mod vold blandt hjemløse.
Reaktionen kommer, efter at Københavns Kommunes vurdering af, at cirka halvdelen af hovedstadens hjemløse har været udsat for vold eller chikane inden for den seneste måned.
- Resultatet er meget bekymrende. Jeg synes, at det er dybt beskæmmende, for det tyder på, at der er en forråelse af vore samfund, når hjemløse udsættes for vold og chikane, mens de opholder sig på gaden, siger Lars Aslan Rasmussen.
Københavns kommunes vurdering falder på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt en række af hovedstadens væresteder og tilbud til hjemløse.
Undersøgelsen peger på, at volden primært finder sted internt i hjemløsemiljøerne, mens chikanerierne også begås af tilfældige mennesker, som ikke har tilknytning til de hjemløse.
Derfor er det ikke kun et kommunalt problem, slår han fast.
- Jeg vil nu kræve, at socialforvaltningen i samarbejde med regeringen laver en national handleplan. Og vi må kræve, at politiet kommer mere på banen. Problemet skal tages alvorligt, siger han.
- Vi skal have mere viden og belyst problemet til bunds. Miljøet er meget lukket, så man kan godt frygte, at problemet er langt større end det, som undersøgelsen indikerer, siger Lars Aslan Rasmussen.
Det vurderes, at der på landsplan er cirka 5000 hjemløse.
/ritzau/