Annonce
Indland

Struktur og falkeblik kan skaffe danske Mikkel en Oscar for anden gang

Mikkel E.G. Nielsen er søn af Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen. Selv om han spiller trommer, er det filmene, der har vundet hans hjerte. Foto: Pool/Reuters
Mikkel E.G. Nielsen er oscarnomineret for anden gang i sit liv. Men hans arbejdsliv drejer sig om noget andet.

Den danske filmklipper Mikkel E.G. Nielsen, der i 2021 vandt en Oscar for sit arbejde på filmen "Sound of Metal", kan igen i år snuppe en statuette for Bedste Klipning. Denne gang for filmen "The Banshees of Inisherin".

Men det er ikke det, der driver ham i hans arbejde.

- At blive nomineret til en Oscar har aldrig været et mål i sig selv for mig. Men jeg er selvfølgelig utroligt glad - især, fordi det er de andre filmklippere i akademiet, der har peget på mit arbejde, siger Mikkel E.G. Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor betragter jeg også det at blive nomineret, som at man allerede har vundet, siger han.

I stedet er han drevet af at finde de fedeste projekter - dem, hvor han føler, han med sit skarpe blik og sin struktur kan være med til at løfte en film til nye højder.

- Når jeg bliver tilbudt at klippe en film, tænker jeg altid på, hvad jeg kan byde ind med. Det er mit pejlemærke. For mig skal det være en læreproces, og det skal være sammen med nogle mennesker, som jeg føler er inspirerende, forklarer han.

Sådan et projekt dukkede op med "The Banshees of Inisherin", der er instrueret af irsk/engelske Martin McDonagh.

Brendan Gleeson og Colin Farrell spiller hovedrollerne i "The Banshees of Inisherin". Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Instruktøren har i mange år arbejdet sammen med den samme klipper, John Gregory, men da han pludseligt døde, kun en uge før optagelserne til filmen skulle starte, fik Mikkel E.G. Nielsen tilbuddet.

- Jeg kendte indgående til det arbejde, John Gregory har lavet, og så tænkte jeg først og fremmest, at der ville være noget smukt i at ære hans arbejde, fortæller filmklipperen, der havde et godt og lærerigt samarbejde med Martin McDonagh under klipningen.

Som filmklipper, der er uddannet i Danmark, har man da også noget særligt med i bagagen, mener han.

- Mange af de danske klippere, som er uddannet fra filmskolen, har en god evne til at være historiefortællere og til også at kunne indgå i et samarbejde.

- Vi er sådan en slags fødselshjælpere på andres ting, men vi kan også tænke en selvstændig tanke. Og så er vi frem for alt heller ikke bange for at have en mening om tingene, fortæller Mikkel E.G. Nielsen.

Han har kontor i både København, Los Angeles og New York gennem klippefirmaet RockPaperScissors.

De seneste mange måneder har han dog primært arbejdet i London, hvor han er i gang med arbejdet på en ny spillefilm om fotografen Lee Miller med Kate Winslet.

Egentlig vil han dog helst arbejde fra København, hvor han har sin hustru og sin familie. Men mens udlandet i den grad har fået øjnene op for hans arbejde, er det mange år siden, han senest klippede en dansk film.

- Jeg får ikke så mange tilbud i Danmark. Det er måske, fordi folk tænker, at jeg er mere i udlandet eller et eller andet. Men jeg sidder jo i København og arbejder for det meste, siger han.

Lige nu er han dog i Los Angeles, hvor det natten til mandag dansk tid bliver afsløret, om den danske klipper skal score sit livs anden Oscar.

Han husker meget lidt fra da det skete første gang, fortæller han.

- Det var bare utroligt overraskende at sidde der i salen og blive råbt op. Jeg har ingen anelse om, hvad der foregik lige fra det øjeblik, jeg hørte det, og så til jeg stod omme bagved med statuetten i hånden, siger han og smiler.

- Det var ligesom et blackout. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg havde sagt på scenen. Men det er sikkert meget normalt, fortæller han.

Han er dog ret overbevist om, at han ikke snupper statuetten denne gang.

- Det er der ikke nogen sandsynlighed for. Og det er også fint nok. Jeg synes faktisk, at der er nogle af de andre, der fortjener det mere, siger han.

Oscaruddelingen finder sted natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

  • 93rd Academy Awards
    Mikkel E.G. Nielsen er søn af Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen. Selv om han spiller trommer, er det filmene, der har vundet hans hjerte. Foto: Pool/Reuters
  • 29th Annual SAG Awards - Show
    Brendan Gleeson og Colin Farrell spiller hovedrollerne i "The Banshees of Inisherin". Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Annonce
Indland

33-årig sigtet havde liste med pigenavne

Indland

Efter skjulte optagelser: Tager fuldt ansvar for hestemishandling

Annonce
Annonce
Sport

NFH leverer storslået mirakel - Tvinger Odense ud i ny semifinale

Nykøbing

Store planer for området: Boliger skal erstatte rådhus

Udland

Mistænkt bag attentat på premierminister er anholdt

Guldborgsund

Millionoverskud i krokodille-land

Maribo

Væltede på knallert, truede vidner og faldt i søvn

Udland

"Chokerende angreb": Slovakisk premierminister i livsfare efter skud

Nykøbing

Philips årelange kamp er slut: Køber bygning og ændrer navn

112

Forhindrede brand ved hus i at sprede sig

Guldborgsund

Stort dyr midt på motorvejen

112

Kræver forhøjet godtgørelse til mor for drab på Emilie Meng

Vejret

Danmark har onsdag haft årets første officielle sommerdag

Indland

Efter skjulte optagelser: Tager fuldt ansvar for hestemishandling

Guldborgsund

Borgmester: Vi sparer penge på nyt rådhus

Indland

Studie udpeger sommeren 2023 som den varmeste siden år 0

112

Tiltalt i Korsør-sagen: - Det var et uheld

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Aftale på plads: Nyt rådhus og hotel på havnen

Falster

Gik helt galt: Diesel fossede ud

112

Det er manden i Korsør-sagen tiltalt for

Nykøbing

Gentager succesen på torvet i Nykøbing

Guldborgsund

Brand i rendegraver på hovedvej

Lokal nyt

Renés dyre OL-billet: - Har kostet mig tæt på en million

Lokal nyt

Sætter bundrekord: Laveste indbyggertal nogensinde