Hvis lægerne på sygehusene bliver bedre til at samarbejde, vil flere alvorligt syge overleve, viser forsøg.
Flere alvorligt syge vil overleve, hvis blot sygehuslægerne bliver bedre til at samarbejde om behandlingen af de stadig flere patienter, som lider af flere sygdomme på én gang, skriver Berlingske Tidende.
Det viser erfaringer fra et projekt på Bispebjerg Hospital i København, der kan føre til, at sygehusvæsenet indrettes på en helt anden måde end i dag.
Ældre medicinske patienter med knoglebrud behandles her på et nyoprettet såkaldt ortogeriatrisk afsnit med tilknyttede lægespecialister i både ortopædkirurgi til at behandle bruddet og geriatri til at håndtere patientens andre lidelser såsom sukkersyge og hjertesygdomme.
Det har fået både dødeligheden og liggetiden til at falde kraftigt og forstærker presset for, at sygehusene ikke længere opdeles i afdelinger efter de lægelige specialer, men efter patientforløb hvor specialisterne i højere grad arbejder sammen om at give den optimale behandling.
Det skønnes, at hver fjerde patient har en eller flere lidelser ud over den, som de umiddelbart er i behandling for, skriver Berlingske Tidende.
/ritzau/