Udviklingshæmmede børn blev gemt væk

De mange tusinde børn under åndssvageforsorgen fra 1959-1980 havde ofte ingen eller kun meget sparsom kontakt med deres familie. Forældrene blev ofte rådet til at glemme barnet og skynde sig at få et andet, skriver Kristeligt Dagblad.

- Det var lægerne, men også familien, venner og naboer, der støttede denne tankegang, som var almindelig og accepteret, siger Hans Christian Hansen, forstander på Kofoedsminde, en institution for dømte udviklingshæmmede.

I 2002 offentliggjorde han en spørgeundersøgelse blandt udviklingshæmmede, som viste, at otte procent - godt 700 udviklingshæmmede - levede uden nogen kontakt til andre end de ansatte på deres hjem.

Jørgen Hansen har arbejdet som embedsmand i åndssvageforsorgen. I begyndelsen af 1970'erne førte han tilsyn med såkaldte "ventetidshjem" for 400 af forsorgens yngste børn, som ventede på at komme på centralinstitution. Mange fik aldrig besøg, og Jørgen Hansen undersøgte derfor deres relationer.

- Vi sendte breve ud til forældrene med en forespørgsel. En tredjedel af de forældre, der fik brevene, nægtede, at de overhovedet havde sådan et barn. "Det kender vi ikke noget til", lød det typisk, siger Jørgen Hansen.

Han forstår godt, at mange forældre undgik at komme på de gamle institutioner, hvor børnene ofte blev spændt fast og medicineret.

- Det kan man ikke bebrejde nogen forældre, at de ikke har magtet, siger han.

Susanne Hollund er pædagogisk konsulent ved Landsbyen Sølund - et hjem for udviklingshæmmede. Hun har i over 25 år arbejdet med begrebet "livshistorier", hvor udviklingshæmmede med hjælp fra pædagoger stykker deres livshistorie sammen. Mange ældre udviklingshæmmede, der har været under åndssvageforsorgen, er prægede af de svigt, de har oplevet, fortæller Susanne Hollund.

- Det er omsorgssvigtede børn, man har fjernet fra deres tætteste tilknytning og ikke erstattet det med noget andet. De er historieløse. Men for alle mennesker har det betydning at vide, hvor man hører til, siger hun.

/ritzau/