En somalisk hjælpeorganisationen, der samarbejder med Dansk Flygtningehjælp, beskyldes i FN-rapport for at være involveret i våbenhandel.
Når nødhjælpen fra Dansk Flygtningehjælp bliver uddelt i Somalia kan den meget vel ende i hænderne på våbenhandlere.
FN beskylder således en lokal organisation, der har ansvaret for at fordele den danske nødhjælp, for at være involveret i våbenhandel. Det afslører DR TV Avisen.
Det drejer sig om hjælpeorganisationen SAACID, der er Dansk Flygtningehjælps største partner i den somaliske hovedstad Mogadishu. I en FN-rapport fra tirsdag beskyldes SAACID for - sammen med et transportfirma - at være involveret flere svindelhændelser i de seneste par år.
Dansk Flygtningehjælps generaldirektør, Andreas Kamm, understreger over for TV Avisen, at organisationen overvåger, at nødhjælpen når frem til de rette. Men:
- Det er klart, hvis vi har en helt uvederhæftig samarbejdspartner, så vil naturligvis ikke fortsætte samarbejdet, siger han.
/ritzau/