Hele weekenden byder på sol og lune temperaturer. Særlig i de vestlige egne vil vejret vise sig fra sin bedste side
Der bliver masser af muligheder for at gå i haven i bragende solskin gennem hele weekenden.
- Vi kommer virkelig til at mærke forårets varme weekenden over, siger vagtchef i DMI, Thyge Rasmussen.
Både fredag, lørdag og søndag vil barometeret vise temperaturer mellem otte til 13 grader, og der vil højst sandsynlig ikke falde én eneste dråbe fra himlen.
Det bliver især de vestlige egne, der vil opleve de højeste temperaturer. Varmest bliver det i Sønderjylland, hvor temperaturen sagtens kan komme op omkring de 15 grader.
Jo længere østpå vi kommer, jo køligere bliver det dog.
- De lokale variationer skyldes, at vinden kommer fra en nordøstlig retning. Derfor vil de østvendte kyster ikke vil opleve samme høje temperaturer som Vestdanmark, siger Thyge Rasmussen og fortsætter:
- Men jo længere vi kommer ind i landet, jo varmere bliver det.
Om natten vil temperaturen dog tage et styrtdyk med risiko for minusgrader nogle steder.
Søndag eftermiddag er der en lille risiko for regnbyger i Nordsjælland.
/ritzau/