Annonce
Landbrug

Indsatsen har givet pote

Jens Christian Hansen med en enkelt bakke champignon med en vægt på 250 gram. Den årlige produktion er 1600 ton plus 15 ton specialchampignon. Foto: Jens Henrik Nybo

Tvedemose Champignon i Sydsjælland har takket være fremsynede investeringer sparet pæne beløb på den samlede energiregning. Flere vil støde til.

Energi fylder pænt i et champignongartneris omkostninger. For at sikre blandt andet en optimal kvalitet og holdbarhed af organismerne skal der både varmes op og køles ned til eksakte temperaturer døgnet og året rundt, ligesom der kræves en del arbejdslys.

Produktionslokalerne i Tvedemose Champignon i Lundby mellem Bårse og Tappernøje har et areal på 15.000 kvadratmeter, hvoraf næsten halvdelen af pladsen anvendes på vækst af svampene, så det siger sig selv, at besparelser på energiforbruget er vigtigt.

60 procent af energiudgifterne bruges på sterilisering af dyrkningsrummene for at holde sygdomspresset på et minimum, idet der ikke her bruges kemi, da det er en økologisk produktion, mens 40 procent går til varme.

For Tvedemose Champignon udgør de samlede udgifter til energi omkring 17 procent af virksomhedens totalomkostninger. Havde ejeren siden 1988, den landmandsuddannede Jens Christian Hansen, ikke løbende investeret i energibesparende foranstaltninger, ville dette tal i dag nærmere være 25.

1600 ton svampe
Tvedemose Champignon har været i familiens eje i tre generationer, og oprindeligt var her traditionelt landbrug med svin og køer. I 1963 startede Jens Christians far, farfar og morbror imidlertid op med at dyrke champignon, idet dårlige priser på kød fristede til en bedre indtjening.

Dengang producerede de 30 ton champignon om året, mens mængden i dag er 1600 ton plus 15 ton specialsvampe. Tvedemose Champignon er dermed det største af de tre tilbageværende champignongartnerier i Danmark.

Hovedparten af afsætningen er i dag økologisk. 80 procent af produktionen leveres til samtlige danske detailhandelskæder, mens henved 20 procent afsættes til cateringsektoren. En lille del sælges dog også i gårdsalg, hvor en stor del af kundekredsen er lokale.

Virksomheden har 65 fastansatte og 75 ungarbejdere – alle fra lokalområdet. Sortimentet er bredt, men hovedparten er hvide og brune svampe, og dertil kommer specialarter som tæller kejserhat, enoki, shiitake og bøgehat.

Halvering på 20 år
- Vi har i dag reelt etableret et helt nyt gartneri, hvis varme og el styres af computere. Der er installeret LED-belysning overalt på virksomheden frem for de daværende halogenlamper, og det har halveret udgifterne til belysning. Ligeledes har vi etableret klimaanlæg, der samlet set medvirker til, at vi i dag kun bruger halvt så meget energi pr. kilo produceret svampe i forhold til for 20 år siden, fortæller Jens Christian Hansen.

For fem år siden investerede han fire millioner kroner i et hollandsk energioptimeringsprogram, som minutiøst styrer hele klimaanlægget, og det har sikret det optimale klima - luftfugtighed og temperaturer - inde i lokalerne.

Han satser også i år på at erstatte de varmepumper, der blev installeret for ti år siden med nye og mere energibesparende.

- Nok var energipriserne lavere for ti år siden end i dag, og derfor kan det være vanskeligt at regne sig frem til det eksakte beløb, vi har sparet på energi, men min vurdering er, at investeringen tjente sig ind i løbet af tre-fire år. Indtil videre har vi reduceret olieforbruget med cirka 100.000 liter, siger han.

Sluk lys og stop motoren
Virksomheden kører et fokusprojekt, der skal huske medarbejderne på, at lyset slukkes og maskinernes motorer lukkes ned på det laveste standby-niveau, når de eksempelvis forlader lokalet for at holde pauser.

Der er også påsat gummilameller ind til kølerummene, som skal holde en konstant temperatur på 2 grader, og derved er der vundet ti procent energiforbrug i kølerummene.

Tvedemose Champignon køber strøm på spotmarkedet, fordi virksomhedens elforbrugs-profil egner sig til den prisdifferentiering, der fremover vil komme med overproduktion af energi om natten og i weekenderne.

Endelig har Agrovi bistået med etablering af et biobrændselsanlæg, der ventes taget i brug om et halvt års tid. Jens Christian Hansen er ikke i tvivl om, at fremtiden tegner lovende for champignonproduktion:
- Svampe producerer masser af protein, og det vil blive stedse mere efterspurgt, mener han.

  • Tvedemose
    Jens Christian Hansen med en enkelt bakke champignon med en vægt på 250 gram. Den årlige produktion er 1600 ton plus 15 ton specialchampignon. Foto: Jens Henrik Nybo
Annonce
Annonce
Annonce
112

Stoppet af politiet: Bilist uden kørekort ville gratis med færgen

112

Politiet tog bilen og sigtede kvinden for et hav af forhold

112

Smadrede rude og blev kørt direkte i fængsel

Indland

Dansk myndighed afblæser gasforsyningskrise

112

Stukket i ryggen med kniv: Nu har han meldt sig selv

Lolland

Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

Lolland

Skimmelsvamp sender 180 væk: De er begejstrede over løsning

Sport

Niklas Landin stopper på landsholdet

Sport

Markant flere til håndbold: Tilskuerne strømmer ind i den nye hal

112

Familie på gåtur fandt knogle fra Emilie Meng

Vejret

Vink farvel til sommervejr: Nu kommer regnen og blæsten

Indland

Nu er får de ældre anonym samtalelinje

Guldborgsund

Socialbevidst kok er ny forpagter på familiecamping

Politik

S-politiker med fortid på Falster trækker sig efter "Den sorte svane"

Indland

It-forsker opfordrer Ticketmaster-brugere til at skifte kode

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Statsministeren på dobbelt-besøg på Falster

Madens Folkemøde

Hun er særdeles tilfreds: - Jeg kan slet ikke finde på noget dårligt at sige

Udland

Brandmand mister livet i redningsaktion under sydtyske oversvømmelser

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Erhverv

Lander millionoverskud trods vanskeligt år

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas

Madens Folkemøde

Ø-formand ”scoutede” på folkemøde