Guldborgsund Kommune er blandt 11 danske kommuner, der har opkøbt statsobligationer i nogle af verdens mindst demokratiske lande – blandt andet Congo og Nigeria. Det viser en aktindsigt, som Berlingske Tidende har fået i kommunernes investeringer.
De 11 kommuner har i alt investeret lidt over fem millioner kroner, men Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder, siger, at han ikke var klar over, at kommunen låner penge til korrupte lande. Og det vil han nu have stoppet, siger han til Berlingske Tidende.
Indenrigsminister Margrethe Vestager vil da også skrive til kommunerne og opfordre dem til at droppe obligationerne.