Kulturudvalget er klar med en hjælpende hånd til KulturVærkets økonomi.
Det har vist sig at være en dyr fornøjelse at drive et kulturhus i Maribo, og med beslutning om at afsætte 125.000 kroner til administrativ hjælp er der på årets budget et hul på 308.000 kroner. Det hul bliver nu lukket med et kommunalt driftstilskud. Næste år er et lignende hul på 359.000 kroner også lukket med et driftstilskud.
Finansieringen i 2012 er fundet via 133.000 fra det budget, der er afsat til KulturVærket, og 175.000 kroner fra Frie Kulturmidler. Fra 2013 skal driftstilskuddet og låneafdrag, der i alt beløber sig til 526.000 kroner, budgetlægges på KulturVærket.
Fra næste år forventer udvalget, at KulturVærket vil indgå i kommunens samlede budgetbehandling, da sagen er en udløber af en tidligere byrådsbeslutning om garantistillelse til projektet. Inden hele det økonomiske puslespil er endeligt på plads, skal det dog godkendes i byrådet, men det skulle blot være formalitet.