Museumsforvalter har fundet en planke, der menes at være fra et forlist skib.
Egentlig var det bare en hyggelig aftentur langs stranden for forvalter Leif “Salle” Nielsen fra Musuem Lolland-Falster, men et stort stykke træ fangede hans opmærksomhed. I skumringen kunne han i strandskyllet se en planke, der absolut ikke lignede tilfældigt drivtømmer.
Det var 18. februar, han gjorde fundet ud for sommerhusområdet Birkely ved Nysted, og dagen efter befriede han planken fra al den tang, som den hang fast i. En henvendelse til Jørgen Dencker fra Vikingeskibsmuseet gjorde, at planken blev reddet i land, og kørt til Frilandsmuseet i Maribo, hvor den siden har været opbevaret.
I går var det så endelig tid til at kigge nærmere på det mystiske fund. Museumsinspektør Mikkel Haugstrup Thomsen fra Vikingeskibsmuseet havde taget turen til Maribo for at nærstudere den store planke.
Endnu er det for tidligt at sige noget konkret om planken, men Mikkel Haugstrup Thomsen mener, at den formentlig er fra et skib fra det 16. eller 17. århundrede.