Annonce
Lolland

Flere kommuner laver røgfrie udearealer

Henning Ebbe, Jytte Jørgensen og Hanne Rygas ser gerne, at rygningen rykker væk fra indgangen til NIC. Foto: Jan Knudsen

I Lolland Kommune har byrådspolitikerne kun lige påbegyndt snakken om røgen udenfor

Der bliver stadig flere røgfri udearealer rundt om i landets kommuner.

Det vil sige røgfrie legepladser, idrætsanlæg, skaterområder, busstoppesteder eller indgange foran biblioteker, skoler, klubber og ungdomsuddannelser. Altså arealer, hvor især børn og unge færdes.

Men også perroner, hospitaler, forlystelsesparker og zoologiske haver er blevet helt eller delvist røgfrie.

Så vinden blæser mod at blæse røgen væk. Væk fra der, hvor vi færdes i det udendørs rum.

Rikke Nielsen og hendes otteårige dreng, Malthe, synes, det er en god idé med et rygeforbud i Nakskov Multipark. Foto: Jan Knudsen

Nogle er langt fremme

Nogle kommuner er langt fremme. I Københavns Kommune blev legepladserne gjort røgfrie allerede i 2013. Siden er Aalborg Kommune fulgt efter. I Odense Kommune bliver alle legepladser røgfri fra 1. november 2019.

I Aalborg, Vejle, Hjørring, Esbjerg og Farum er stadioner gjort røgfrie. I Varde Kommune bliver rygerne ledt væk fra indgangene ved sportshallerne. I Aalborg Kommune bliver de ledt væk fra busstoppesteder.

Men i Lolland Kommune har man ikke rigtig taget fat på diskussionen om røgen udenfor endnu. Det oplyser medlemmer af ældre- og sundhedsudvalget.

- Vi er i gang med nogle uformelle drøftelser med medarbejdere i Lolland Kommune omkring rygning i arbejdstiden, og jeg tænker, at diskussionen om rygning på udearealer hører med der, siger Klaus Svensson (S).

Ifølge Jørgen Rassi Rasmussen (S) er der desuden for nylig blevet nedsat et udvalg på tværs af de eksisterende udvalg, som hedder "Sundhed på tværs".

- Jeg tænker, at røgfrie udearealer, og rygepolitik i det hele taget, bliver bragt ind der, siger Jørgen Rassi Rasmussen.

Konklusionen er, at Lolland Kommune endnu ikke er med på tendensen til at beskytte børn og unge mod røg på udearealer. Ikke engang diskussionen af den. I kommunens sundhedspolitik for 2016-2025 står ellers, at tobak er et indsatsområde, hvilket indebærer fremme af rygestop, fremme af røgfri miljøer og forebyggelse af rygestart.

Det betyder, at i Lolland Kommune gælder indtil videre kun rygeloven, som sætter regler for rygning indendørs. Men netop fordi loven kun fastsætter mindstekrav, må kommuner gerne gå videre end loven og indføre røgfrie udearealer.

Kommunernes Landsforening giver i inspirationspjecen "Røgfri udearealer" eksempler på røgfrie tiltag fra ind- og udland. Pjecen er en opfordring til landets kommuner om at etablere røgfri uderum i byrummet.
Røgfrie udearealer kan være legepladser, skaterområder, idrætsanlæg, busstoppesteder eller indgange foran biblioteker, skoler, klubber og ungdomsuddannelser.
Nogle kommuner er langt fremme. Aalborg og Københavns kommuner har forlængst indført røgfri legeområder. Aalborg, Vejle, Hjørring, Esbjerg og Farum har gjort stadioner røgfri. I Varde Kommune bliver rygerne ledt væk fra indgangene ved sportshallerne. I Aalborg Kommune bliver de ledt væk fra busstoppesteder.
Erfaringer viser, at vejen til røgfri udearealer ikke bygger på forbud. I stedet virker skilte, hvor der står "Velkommen til en røgfri legeplads" eller "Tak fordi du ikke ryger her".

Dagplejemødrene Stine Matsen (til venstre) og Gitte Dickow (til højre) er ofte på udflugt til legepladsen i Svingelen med børnene. Her finder de både cigaretpakker og -skod. De to dagplejemødre hilsner et forbud mod rygning på legepladser velkommen. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

En eksrygers vægelsind

De to byrødder er i tvivl om, hvor de står.

- Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige. På den ene side er det et problem, at vi har så mange rygere på Lolland. På den anden side er der noget kvælende ved at sige, at man ikke må ryge udenfor. Jeg har en eksrygers vægelsind på det dér, siger Klaus Svensson.

Jørgen Rassi Ramussen er heller ikke sikker, når det gælder andres røg. Med hans egen røg er han ikke i tvivl.

- Jeg ryger, men jeg ryger aldrig på min arbejdsplads. Jeg arbejder med unge mennesker, og det forpligter. Så jeg ryger hverken sammen med - eller foran dem. Jeg vil ikke billige rygeradfærd, siger Jørgen Rassi Rasmussen.

Hvis Lolland Kommune skulle beslutte sig for at gå med på henstilllinger og forbud, er der masser af inspiration at hente fra såvel ind- som udland samt hjælp til, hvordan man kommunikerer det harske budskab til rygerne. I en inspirationspjece, som Kommunernes Landsforening (KL) har udgivet, står der, at: "Røgfri udearealer handler om røgen - ikke om rygerne". Det understreges altså, at forslagene til forbud ikke er tænkt som en hetz imod rygerne, men som en beskyttelse af især børn og unge, så de kan bevæge sig i byrummet uden at blive udsat for tobaksrøg. Pjecen er ment som en opfordring til landets kommuner om at lave røgfrie udearealer, og den giver konkrete værktøjer til, hvordan det kan gribes an.

I Frankrig nøjes man ikke med at henstille eller lave forbud mod rygning på legepladser. Her har det siden 2015 været ulovligt. I Sverige blev det 1. juli 2019 forbudt ved lov at ryge overalt, hvor der er udendørs servering. Det vil sige på caféer, barer og restauranter, hvor man kan sidde ude. Derudover er der indført forbud mod rygning på legepladser, foran butikker, på indhegnede sportspladser og på tilskuerrækkerne til udendørs sportskampe.

Disse skilte har siden 2013 mødt de besøgende på de københavnske legepladser. Foto: Københavns Kommune
Artiklen fortsætter efter annoncen

Positive borgere

En rundtur til nogle af de lokale steder i Nakskov, hvor det kunne blive aktuelt med forbud mod at ryge, hvis de uden- og indenlandske vinde blæser til Lolland, udløser entydigt positive reaktioner hos borgerne. På legepladsen ved Svingelen i Nakskov møder Folketidende to dagplejemødre og fem børn, som løber rundt og leger i det høje græs.

- Jeg synes, det ville være en rigtig god idé med et forbud mod rygning på legepladser. Det første, vi ser, når vi kommer ankommer til legepladsen, er filtre fra cigaretter, siger dagplejemor i Horslunde Gitte Dickow.

Hun påpeger, at hjemme i dagplejen er der også røgfrit miljø.

Stine Matsen, der også er dagplejemor i Horslunde, er enig.

- Jeg synes, det er en god idé. Vi kommer her tit, og så går vi ind i skoven, og så ligger der en tom cigaretpakke. Det sender et dårligt signal til børnene, siger hun.

I Nakskov Idrætscenter, hvor der bliver røget en del foran indgangen, er der også umiddelbar opbakning til et forbud.

- Jeg synes, det er en god idé, så børnene slipper for at skulle igennem den røgsky, siger Hanne Rygas, der er frivillig i caféen.

Hun påpeger, at røgen trækker med ind i caféen, og at det flyder med skodder udenfor.

- Jeg synes også, det er et godt forslag. Børnene kan jo få det indtryk, at det er sejt at ryge, siger Jytte Jørgesen, der også er frivillig i caféen.

Henning Ebbe, der er formand i håndboldklubben, nøjes med at konstatere:

- Jeg samtykker.

Assisterende halinspektør Benni Thauner vrider sig lidt i stolen.

- Jeg kan da godt se det i forhold til børn og unge, men jeg synes, at man er lidt på nakken af rygerne. Jeg synes, man jagter dem lidt. Men jeg kunne da godt leve med det, hvis der kom et forbud, siger Benni Thauner.

På Nakskov Multibane er en gruppe drenge i gang med deres løbehjul. På bænken sidder Rikke Nielsen, der er mor til to af de mindre drenge.

- Jeg synes, det lyder som en god idé. For vi ved, hvor usundt det er at ryge. Ikke at forbud altid løser alting, men det kan være med til, at de små ikke bliver påvirket af de store til at begynde at ryge, siger hun.

Det får en af de halvstore drenge i flokken til at påpege, at ja, det er en god idé, for de rigtig store drenge sidder og ryger nede bagved - også fede, som han siger.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse forsvinder røgen hurtigere udendørs end indendørs. Men målinger har vist, at under halvtage, ved bygninger, læhegn og tæt på én, der ryger, kan koncentrationen af partikler fra tobaksrøgen nå op på samme niveau som ved indendørs rygning.

Jørgen Rassi Rasmussen mener, at tendensen med forbud mod røg såvel inde som ude er uafvendelig, uanset hvad han måtte ende med at mene politisk.

- Jeg ser det komme. Det er en tendens i tiden, som jeg ikke tror, Lolland kan gå imod.

I Aalborg bliver man også mødt med en venlig henstilling om ikke at ryge der, hvor børn leger. Foto: Aalborg Kommune
  • Henning Ebbe, Jytte Jørgensen og Hanne Rygas ser gerne, at rygningen rykker væk fra indgangen til NIC. Foto: Jan Knudsen
  • Rikke Nielsen og hendes otteårige dreng, Malthe, synes, det er en god idé med et rygeforbud i Nakskov Multipark. Foto: Jan Knudsen
  • Dagplejemødrene Stine Matsen (til venstre) og Gitte Dickow (til højre) er ofte på udflugt til legepladsen i Svingelen med børnene. Her finder de både cigaretpakker og -skod. De to dagplejemødre hilsner et forbud mod rygning på legepladser velkommen. Foto: Jan Knudsen
  • Disse skilte har siden 2013 mødt de besøgende på de københavnske legepladser. Foto: Københavns Kommune
  • I Aalborg bliver man også mødt med en venlig henstilling om ikke at ryge der, hvor børn leger. Foto: Aalborg Kommune
Annonce
112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

112

21-årigs sindssyge kørsel: Vaskeægte vanvid

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Millionfremgang hos lokal brugs

Dølle

Kæmpe p-kaos på Dølle: - Har aldrig oplevet noget lignende

Dølle

Lørdag på Dølle: Fra Keld og Hilda til Daze

Dølle

Masser af mennesker og traktortræk

Guldborgsund

Præst til rørt familie: - Han kan stadig være jeres forbillede

Dølle

Politiets status: Masseslagsmål og trusler på Dølle

Dølle

Bikerpiger og "bøndernes dødsdruk": Se billederne fra årets Damefrokost

Dølle

Siden 1980: Preben har aldrig misset et eneste Dølle

Dølle

Timelang kø: Nu har Dølle truffet en beslutning

Dølle

Ørkenens døtre og Mario Sisters glæder sig: - Vi har varmet lidt op hjemmefra

Sport

Claus Jensen rørt efter sejr: - Spillerne fortjener det så meget

Dølle

Nu er den væk: Hvad betyder det for Dølle?

Dølle

Nu ryster Dølle igen: 1600 damer går fest-amok!

Dølle

Den nye Dølle-pølse: Hvad siger markedsgæsterne?

Dølle

Musikken sætter gang i festen: - Vi kommer fra Døllefjelde-Musse ...

Annonce
Annonce
Dølle

Ødelæggende vejr skaber problemer: Dølle kæmper for farbart marked

Guldborgsund

Mark O. Madsen overrasker: Går ind i politik

Lokal nyt

Regionsråds-politiker bryder med sit parti

112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

Sport

Kunne ikke se sig selv fortsætte: Stopper efter træneruro

Indland

Rusland advarer Danmark: Det vil blive gengældt

Sport

Reddet fra konkurs - klar til kamp mod Nykøbing