Annonce
Lolland

- Jeg ville tvinge dem til at skyde mig

21. juli truede en ung mand med at skyde to politibetjente med bue og pil. Nu er han blevet dømt. Foto: Jan Knudsen

Det var for at tage sit eget liv, at en ung, sindssyg mand i sommer truede betjente med bue og pil.

DANNEMARE En 25-årig mand fra Dannemare blev i går ved Retten i Nykøbing dømt til behandling på en psykiatrisk klinik, uden at der blev fastsat, hvor længe behandlingen skal vare.

Manden er sindssyg og var det også, da han 21. juli 2021 truede to politibetjente med bue og pil - det har retspsykiatrisk klinik konstateret i en erklæring efter at have undersøgt den unge mand, som da også flere gange forinden har været indlagt på Oringe.

Under retssagen i går fremstod han dog fuldstændig rolig og svarede beredvilligt på spørgsmål om, hvad der var foregået.

Langt hen ad vejen erkendte han sig også skyldig i de forhold, han var tiltalt for, men med enkelte forbehold.

Dømt i 2017

Den dramatiske sommerdag var begyndt med, at han gik en tur med en bostøtte fra Center for Socialpsykiatri i Lolland Kommune.

Under turen havde den 25-årige talt om en sag, hvor han i december 2017 var blevet idømt en betinget dom på 30 dages fængsel for trusler. Men det var ikke fair, synes han, og han talte derfor om at ville tage en dunk med 25 liter benzin og brænde sig selv og jobcentret af.

- Jeg havde det dårligt og var i dårligt humør, forklarede han i retten.

Snakken var fortsat, og da bostøtte-personen havde givet udtryk for, at han ikke kendte de to, der havde været med til at få den 25-årige dømt den gang, blev den 25-årige vred, for det var løgn, mente han. Hvad der dernæst skete, er de ikke enige om, men den 25-årige var tiltalt for at have forsøgt at slå bostøtte-personen med knyttet hånd.

Men den 25-årige erkendte kun at have skubbet til ham. Til gengæld erkendte han, at han derefter havde taget en sten og truet bostøtte-personen.

- Det var ikke for at kaste den, men for at vise, jeg var lidt oppe at køre, og han skulle gå, forklarede den 25-årige.

Bostøtte-medarbejderen var da også kørt fra stedet og havde straks ringet til politiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holdt på pistolerne

Herfra eskalerede det. Betjentene - en politiassistent og en politibetjent - fortalte som vidner i retten, at de var blevet kaldt til stedet med besked om, at en psykotisk mand kastede med sten og havde overfaldet en kommunalt ansat. Da de kom til stedet, havde de parkeret og var gået hen til rækkehuset, hvor den 25-årige bor, og havde banket på.

Den 25-årige fortalte på sin side, at han havde set betjentene komme, og at "alle fornuftige tanker forsvandt", da han så, at de havde hånden på deres våben.

- Da jeg ser, de står og holder på deres pistoler, tænker jeg "Jamen så kan jeg give dem en grund til at bruge dem", sagde han og fortalte, at han dernæst fandt bue og pile frem - dem havde han, fordi han havde gået til bueskydning i halvandet års tid.

Mens politibetjenten gik hen langs huset for at kigge ind ad vinduerne, gik politiassistenten op til døren, bankede på og råbte, at det var politiet. Men da der ikke kom noget svar, trykkede han dørhåndtaget ned og åbnede døren. Lige inden for stod den 25-årige klar med buen hævet og en pil klar til affyring.

- Han står lige inde i entréen, to-tre meter væk maks., og jeg tænker "der er en, der gerne vil slå dig ihjel". Det virker, som om han har stået og ventet i en form for bagholdsangreb, fortalte politiassistenten.

Hvad der dernæst skete, blev der brugt lang tid på at udrede på retsmødet, men politiassistenten råbte til sin makker, at den 25-årige var bevæbnet med bue og pil, og skyndte sig at flygte. Den 25-årige fulgte efter med buen og prøvede på et tidspunkt at skyde en pil af sted, men det mislykkedes. I forvirringen havde han nemlig stukket pilen i sigtekornet i stedet for at spænde buen korrekt, og pilen fløj derfor ikke af sted.

- Det var en velsignelse, den ikke gik af, sagde han selv.

- Men det var ikke med vilje, du havde ladt den forkert? spurgte anklageren.

- Nej, bekræftede han.

Det store spørgsmål var, hvornår han havde forsøgt at affyre buen, og om han havde haft forsæt til at ramme betjentene. Anklagemyndigheden ville have ham dømt for "forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter", men det nægtede han. Han havde nemlig ikke forsøgt at ramme nogen med pilene, men havde alene truet med det, forklarede han.

- Jeg vil ikke gøre ham fortræd, understregede han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hunde fandt ingen pil

Politiassistenten, der havde banket på, havde fornemmet, at den 25-årige havde forsøgt at affyre buen allerede inde i huset. Selv forklarede den 25-årige, at han først havde villet skyde udenfor, og at han der - for at skræmme betjenten - havde ønsket at ramme et rækværk bag den flygtende politiassistent.

En ældre dame, der havde været på besøg i et hus skråt overfor den 25-åriges, var indkaldt som vidne. Hun forklarede, at hun havde set den 25-årige skyde en pil af sted, og politiet havde derfor efterfølgende søgt på stedet med fire af de dygtigste politihunde - uden at finde nogen pil.

Konklusionen var derfor, at den ældre dame måtte have opfattet situationen forkert, og retten valgte da også at tilsidesætte hendes forklaring.

Efter episoden ved rækværket var betjentene krøbet i skjul bag en bil, og efter en nervekrig, hvor den 25-årige flere gange havde kigget frem fra et skjul bag et skur og råbt, at de bare kunne skyde ham, havde politibetjenten affyret et varselsskud for at få den 25-årige til at lægge bue og pil. Men da han endnu en gang løftede buen for at sigte, skød betjenten ham i maven.

- Det føles, som om han sigter på mig, og jeg kan forestille mig, at den pil sidder lige mellem øjnene på mig. Så jeg skyder ham, fortalte politibetjenten.

Kuglen gik ind i den ene side af maven på den 25-årige og ud i den anden, men han var forholdsvis upåvirket. Han fandt således sin telefon frem og ringede til sin mor og fortalte, at han var blevet skudt af politiet. Imens kom betjentene nærmere, og efter to gange at have sprøjtet peberspray efter ham fik de ham til sidst anholdt og givet håndjern på.

Her gav han udtryk for, at det var værre at få peberspray end at blive skudt.

En ambulance var allerede kaldt til stedet, så den 25-årige blev hurtigt kørt af sted og siden fløjet med helikopter til sygehuset, hvor han blev opereret og fik fjernet 40-60 centimeter af sin tyndtarm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Suicide by cop"

Efter at den 25-årige var kørt væk, blev hans hjem ransaget, og her fandt politiet en lille klump hash på 0,4 gram samt en skarp riffelpatron. Han blev derfor også overtalt for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer og våbenloven, og han erkendte begge forhold.

Patronen havde han fundet under en gåtur og taget med hjem, forklarede han. Hashen var til eget forbrug, da han røg dagligt for at dæmpe et mylder af tanker. Den skæbnesvangre dag havde han dog ikke fået røget, inden han gik tur med kontaktpersonen og blev vred.

Han fortalte også - og det bekræftede støttepersonen - at han mange gange havde talt om at begå selvmord. En del af retsmødet kredsede også om begrebet "suicide by cop" - det fænomen, at man begår selvmord ved at fremprovokere, at en betjent skyder en.

- Var det din hensigt at få dem til at skyde dig? spurgte anklageren.

- Ja. Jeg ville gerne dø. Jeg kunne ikke se nogen grund til at leve. Jeg har ikke så stor livsglæde (...) Jeg ville tvinge dem til at skyde mig, sagde han.

Adspurgt af sin forsvarer kom han også ind på, at hans mor - som bor tæt på, og som han plejede at besøge dagligt - formentlig kunne have afværget det hele.

- Hvis bare kontaktpersonen havde ringet til din mor ..., begyndte forsvareren, inden den 25-årige færdiggjorde sætningen:

- ... Så kunne situationen have været afværget. Så havde min mor snakket mig til ro. Min mor er den eneste, der altid kan snakke mig ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dømt for trusler

Retten endte med at frifinde den 25-årige for forsøg på grov vold, da det ikke var bevist, at han havde forsæt til at afskyde pilene. I stedet blev han dømt for trusler mod bostøtte-medarbejderen og betjentene.

Den 25-åriges forsvarer plæderede for, at hans klient ikke skulle indlægges, men i ambulant behandling med mulighed for, at Kriminalforsorgen og en overlæge kunne indlægge ham, hvis de skønnede det nødvendigt. Men retten valgte at følge anklagerens krav om behandling på en psykiatrisk afdeling uden en længstetid, og den dom tog den 25-årige imod.

- Den beslutning, I tager, den tager jeg med strakt arm, som det kommer, sagde han.

Anklageren begærede ham også fortsat varetægtsfængslet, og den anmodning efterkom dommeren trods protest fra forsvareren.

  • 21. juli truede en ung mand med at skyde to politibetjente med bue og pil. Nu er han blevet dømt. Foto: Jan Knudsen
Annonce
Lolland

Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

112

Smadrede rude og blev kørt direkte i fængsel

Annonce
Annonce
112

Stoppet af politiet: Bilist uden kørekort ville gratis med færgen

112

Politiet tog bilen og sigtede kvinden for et hav af forhold

112

Smadrede rude og blev kørt direkte i fængsel

Indland

Dansk myndighed afblæser gasforsyningskrise

112

Stukket i ryggen med kniv: Nu har han meldt sig selv

Lolland

Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

Lolland

Skimmelsvamp sender 180 væk: De er begejstrede over løsning

Sport

Niklas Landin stopper på landsholdet

Sport

Markant flere til håndbold: Tilskuerne strømmer ind i den nye hal

112

Familie på gåtur fandt knogle fra Emilie Meng

Vejret

Vink farvel til sommervejr: Nu kommer regnen og blæsten

Indland

Nu er får de ældre anonym samtalelinje

Guldborgsund

Socialbevidst kok er ny forpagter på familiecamping

Politik

S-politiker med fortid på Falster trækker sig efter "Den sorte svane"

Indland

It-forsker opfordrer Ticketmaster-brugere til at skifte kode

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Statsministeren på dobbelt-besøg på Falster

Madens Folkemøde

Hun er særdeles tilfreds: - Jeg kan slet ikke finde på noget dårligt at sige

Udland

Brandmand mister livet i redningsaktion under sydtyske oversvømmelser

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Erhverv

Lander millionoverskud trods vanskeligt år

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas

Madens Folkemøde

Ø-formand ”scoutede” på folkemøde