Kvaliteten af handsker og visirer er faldende

LOLLAND Verden over er såkaldte værnemidler som mundbind, visirer og engangshandsker gået hen og blevet deres vægt værd i guld henover de seneste snart ni måneder. Da covid-19 lukkede landet 11. marts, steg behovet for værnemidler markant, men over sommeren faldt behovet løbende i takt med smittetallet. Og de to kurver følges stadig ad. Derfor er de rekordhøje smittetal, vi har set her i slutningen af efteråret skyld i, at der igen er store behov for at kunne sikre både medarbejdere og borgere arbejdsforhold, der giver mindst mulighed for at overføre eventuelle smitte fra den ene til den anden.

Men det lader til, at den kommunale indkøbscentral, Kommunalt VærnemiddelIndkøb(KVIk i fagfolkenes munde), har svært ved at følge med. Flere fagpersoner, Folketidende har talt med, som besidder nøglepositioner i bekæmpelsen af covid-19 i for eksempel ældreplejen, beretter samstemmende om udfordringer med de værnemidler, der bliver leveret.

Inge Kromann Hansen, decentral leder for personlig og praktisk hjælp i Lolland Kommune, sidder med fingrene på pulsen, når det kommer til værnemidlerne. Og det er ikke opmuntrende ord, hun har at sige.

- Kvaliteten af de ting, vi får leveret, svinger markant. Vi kan bestille noget, der før coronaen var et produkt, vi vidste var godt, og så få noget andet i dag, selv om der står samme produktnavn på kasserne. Det er, som om kvalitetskontrollen ude hos fabrikanterne er forsvundet, siger Inge Kromann Hansen.

Hun understreger, at produkterne overholder de formelle krav, i al fald på papiret, men at kvalitetsforskellene i de udleverede produkter er markant.

- Vi har været heldige at starte med at bruge visirer, inden det blev påbudt. Så vores medarbejdere er vant til at arbejde med visirer, og de er, trods alt, selv om de er besværlige og ubehagelige at arbejde med, bedre end mundbindene, både for medarbejderen og borgerne. Men vores medarbejdere kan ikke bruge værnemidlerne lige så længe, som de plejede at kunne, så vi bliver nødt til at bestille mere hjem, end vi gjorde før. Vi kasserer mange af de ting, vi bestiller, oplyser Inge Kromann Hansen.

Det samme mønster bekræfter den prisvindende hygiejnesygeplejerske i Lolland Kommune, AnetteChristiansen. Hun sørger for, at samtlige kasser med ting som engangshandsker bliver åbnet og inspiceret, før de bliver sendt videre ud til medarbejderne. En manøvre, hun aldrig før har været tvunget til at gøre, men som er blevet nødvendiggjort på grund af den dårlige kvalitet på de produkter, Lolland Kommune modtager.

- Hvis vi skal have helt styr på vores handsker, skal vi hele tiden være vågne. Der kan være 10 handsker i en æske, der er gode, og 90, der ikke er - eller omvendt. Det er ustabilt, det produkt, vi får leveret, og jeg tænker, når man kan producere handsker, så kan man vel også producere ensartede handsker eller have en god kvalitetskontrol. Sådan har det i al fald tidligere været. Vi har aldrig oplevet at måtte smide noget ud, vi har bestilt gennem den kommunale indkøbsordning, men nu vil jeg skyde på, at vi smider 10 procent af alle handskerne ud, fordi de er for tykke, for tynde, får dårlige, eller der er stykker af metal, smådyr eller andet uhygiejnisk i indpakningen, forklarer hygiejnesygeplejerske AnetteChristiansen, der så sent som i sidste uge blev hyldet med en pris for sit arbejde.

- Nogle af de handsker, vi får, er seriøst beskidte. Der kan være olie eller snavs på, rustne metalstykker og alt muligt. Man har en forventning om, at en handske er ren, når man pakker den ud, men det er de ikke nødvendigvis.