Slidt op mentalt af arbejdet i skolebestyrelsen

VESTENSKOV/LOLLAND Martin Simonsen og Maria Schouw Nielsen kan ikke mere. De har brugt sig selv op i den månedsvis lange kamp, som de på vegne af forældre til børn i kommunens specialtilbud har kæmpet for at råbe op om forholdene på specialskolen og for at opnå forbedringer - også udover de ekstra tilførte penge og den kommende evaluering.

Sliddet kan både ses og mærkes, da vi mødes hos Martin i hans families hjem i Vestenskov til en snak om, hvorfor de, som henholdsvis formand og næstformand, har valgt at træde ud af skolebestyrelsen for Specialskolen Lolland.

Martin bliver flere gange undervejs i snakken fjern i blikket, og hans store, stærke krop helt ubevægelig, som havde han forladt den. Jo længere tid vi snakker, jo hyppigere sker det. Så jeg skæver flere gange til det enorme ur på væggen over sofaen for at sikre, at vi ikke overskrider den aftalte ene times snak over en kop kaffe og dåsecola, der kan levere lidt påtrængt koffein.

Maria er kommet med sin datter på slæb. Datteren har ikke kunnet sove i nat, fordi hendes autisme forhindrer hende i at danne melatonin, forklarer hun. Melatonin bliver også kaldet søvnhormonet, fordi det hjælper til at regulere vores døgnrytme og søvn. Så både Maria og datteren har været vågne siden klokken 01.30, og datteren kan ikke sendes i skole i Autismetilbuddet i Horslunde ovenpå sådan en nat.

Det er i den hverdag, som i forvejen rummer rigeligt med udfordringer i både Martin og Marias respektive familier, at de to har skullet kæmpe for alle forældres børns vilkår i specialskolen.

Maria har rander under øjnene, hvilket ikke er så mærkelig ovenpå en frarøvet nattesøvn, men også hendes toneleje og talehastighed er nedsat i forhold til, hvordan hun tidligere har fremtonet.

De virker begge så tydeligt slidt op i forhold til, da jeg i efteråret overværede dem aflevere 104 underskrifter fra forældrene til borgmesterens sekretær på rådhuset i Maribo med faste, forventningsfulde blikke, rank ryg og faste skridt.

Maria var den første til at trække sig. Det skete 17. januar i en mail til lederen af specialskolen, Jørgen Kelm Danielsen. Ifølge hende var det en beslutning udløst af en modvilje mod at være en del af ansvaret for noget, som hun ikke kunne stå inde for.

- Vi har lagt et kæmpe arbejde i at få sat fokus på lovbruddene på specialskolen. Hvis jeg blev siddende, ville jeg legitimere de lovbrud, og det vil jeg ikke, siger hun og uddyber:

- Vi har både sendt en underskriftindsamling til borgmesteren, som han på ingen måde har reageret på - som tilflytter er det faktisk ret skræmmende, at man tilsidesætter 104 forældres påpegninger af, at der er nogle uregelmæssigheder, der bør rettes op på. Alle i byrådet fik også tilsendt den, og der er der heller ikke nogen, der har reageret. De gange, vi har været i dialog med både politikere og administration og har påpeget, at der sker lovbrud, er det ligesom, der ikke er nogen, der har reageret. Det er blevet normalen, og det synes jeg er rigtig uhyggeligt. For har vi ikke retssikkerheden til at beskytte vores handicappede børns behov, hvad har vi så tilbage?

Hun har derfor opgivet kampen på alle forældre vegne. I stedet har hun og hendes mand, Mikkel, valgt at få en advokat til at varetage deres børns skolegang fremadrettet, oplyser hun.

Hun havde ellers glædet sig til arbejdet, da hun for lidt over et halvt år siden trådte ind i skolebestyrelsen.

- Også fordi vi var så glade for, at vores søn havde fået det her tilbud, efter han var så meget i skolevægring - og en specialskole er jo det mest specialiserede tilbud, en kommune kan have, så nu kunne han komme i trygge rammer, og jeg kunne komme ud på arbejdsmarkedet.

Men sådan gik det ikke.

- Vores søn har i det år, han har gået i specialskolen, haft syv forskellige lærere, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange forskellige vikarer han har haft. Det er ikke et specialiseret tilbud. Det er noget, der kører på pumperne, siger hun.

Hun fandt det meget overraskende at opdage, at specialskolen, i hendes optik, ikke kunne stå på mål med det, som, i hvert fald ved lov, kræves for at drive en specialskole.

- Han har nu været på reduceret skema i halvandet år, og havde jeg ikke læst videre til kandidat, havde jeg stået på jobcenteret nu.

Det kan nemlig svært lade sig gøre at have et job, når et barn er så lidt i skole, påpeger hun.

Heldigvis har hun lige nu sin SU-støtte. Men ...

- Vores økonomi kan ikke blive ved med at bære, at vores søn ikke er i trivsel, og jeg derfor ikke kan komme ud at tjene penge.

Studiet er det kun knebent lykkedes hende at passe ved at tage nattetimer i brug, og hendes partner arbejder 60-70 timer om ugen for, at familiens økonomi kan hænge sammen.

- Lige nu kompenserer vi for systemets mangler, og det kan ikke være rigtigt, når man i forvejen løfter en kæmpe opgave derhjemme med at sørge for, at de her børn er i trivsel. Det er dybt uhørt.

Specialtilbuddets beskaffenhed betød, at arbejdet i skolebestyrelsen blev helt anderledes, end hvad hun havde ventet.

- Det har været ekstremt voldsomt. Martin og jeg har stort set været i fast forhold hver eneste dag i fem måneder. Vi måtte til sidst begynde at snakke med vores partnere om, at der foregår ikke noget, for Messenger sagde pling 20 til 50 gange om dagen.

- Derudover havde vi forældrene, som selvfølgelig havde brug for at få læsset af, fordi de har haft at gøre med en ledelse, som enten ikke har lyttet til dem eller talt ned til dem. Så når de ringede, kunne vi ikke bare spise dem af med 10 minutter, så var det en til tre timer i røret nogle gange flere gange om dagen.

- Endelig var der kontakten til Skole og Forældre, Stuk, ombudsmanden, pressen, så der har været smæk på.

Men når skolebestyrelsen så påpegede de iagttagede fejl og mangler, blev der ikke taget handling, påpeger hun. Det har derfor været befriende for hende at træde ud.

- Nu behøver jeg ikke at sidde at nikke og lege, at vi leger specialskole, når den er ved at falde fra hinanden.

Hun ved med sig selv, at hun har givet, hvad hun kunne, og nu var det nok.

- Det begyndte at koste for meget, også i forhold til mit studie, og jeg kunne godt se, at hvis jeg skulle gennemføre, så blev jeg nødt til at tænke på mig selv.

- Jeg synes, at vi har gjort det godt i forhold til, hvor stor den her misere er.

Martin har det svært med at have sluppet. Han trak sig 16. februar på en mail til skolelederen og meldte samtidig ud til forældrene på Aula, så han ikke kunne blive forsøgt overtalt til at blive. Han kunne ikke mere, og hans familie kunne heller ikke mere.

- Det blev til mange aftener med det her, og det havde jeg en familie, der var meget påvirket af, siger han.

- Jeg var fraværende, også i hovedet, min søvn blev påvirket, normalt vågner jeg 10 til 15 gange på en nat, men med alt det her var jeg oppe på 25-30 gange på en nat. Jeg nåede ikke ned i en dyb søvn på noget tidspunkt. Jeg var fuldstændig kørt ned.

Men fra første nat, da han havde skrevet mailen til Jørgen Kelm Danielsen, sov han.

- Jeg vågnede og var et helt andet menneske, og min kone kunne mærke det allerede dagen efter. Jeg havde overskud igen.

- Vi har fire børn tilsammen, to med diagnoser, hvoraf den ene ikke trives i sit tilbud, og derudover er det hårdt i sig selv at være en sammenbragt familie, så vi er vant til forhindringer, men denne her skolebestyrelse, den trak altså lige for hårdt. Så jeg fik en pæn besked af min kone om, at det kostede for meget. Først kunne jeg ikke se det, for jeg syntes jo, at jeg klarede mit arbejde, børnene, alle møderne og samtalerne. "Ja, det er rigtigt, sagde min kone: "Men du er der ikke".

- Der knækkede jeg lidt inde i hovedet, for jeg havde overbevist mig selv om, at jeg klarede det hele. Men hun havde ret. Jeg var der ikke. Det gjorde udslaget. Det var ikke det værd. Det kostede fysisk og psykisk for meget - og så uden at opnå resultater.

- Vi har selvfølgelig opnået lidt. Vi har fået skolens budget nulstillet, men det er stoppet der. Vi blev sat på standby. Uanset hvad vi sagde og gjorde, ventede vi bare på den kommende evaluering. Så kunne jeg ikke se nogen grund til, at det skulle koste mere på hjemmefronten.

Ifølge Martin var det en lettelse, lige fra dag et, at træde ud.

- Men jeg føler også, at jeg har svigtet ungerne. Den sidder jeg med, og den nager mig kraftigt. For jeg har et barn, der ikke trives, og jeg ved, der er mange andre, der også har børn i specialskolen, der ikke trives, siger Martin.

- Men jeg er til stede igen, jeg er hjemme igen. Min familie er bare vigtigst. Jeg må være min familie nærmest.