Spændende fund ved boplads

RØDBY Vinden er bidende, selv om solen på en kold dag i februar har fundet vej gennem skyerne.

På afstand er det svært at se, at to arkæologer fra Museum Lolland-Falster er godt i gang med arbejdet. De er gemt bag en række jordbunker og ligger helt nede med ansigtet tæt på den kolde lollandske muld. Godt pakket ind i flere lag tøj er de lige så forsigtigt ved at udgrave en jordfæstegrav på en gravplads, der formentlig er fra ældre jernalder.

Gravpladsen blev fundet, da museet i slutningen af sidste år begyndte at forundersøge et stort område, som Banedanmark skal bruge til at gøre togforbindelsen til Rødbyhavn tosporet og elektrisk. Den viste sig hurtigt at være interessant.

Ikke alene har den været omgivet af flere bebyggelser, men der viste sig hurtigt spor af, at den har rummet både døde, som er blevet brændt, og nogle, som er blevet jordfæstet - altså begravet almindeligt.

Endnu er det ikke afklaret, hvor stort et område af den tidligere jernalder-bebyggelse der skal udgraves, og normalt dækker museet blot fundene til igen, hvis der ikke er planer om andet end en forundersøgelse. Men nye fund har gjort det umuligt i dette tilfælde.

- Der er enkelte af disse grave, som vi ikke kan tildække igen, for de vil blive ødelagt, bare ved at muldlaget bliver lagt tilbage på dem. Så skrøbelige er de, fortæller udgravningsleder Peter Deichmann.

Der er nemlig gjort særdeles fine fund på gravpladsen, hvor det især er i den ene jordfæstegrav, at der har vist sig spændende sager.

Sidste år fandt man et moseskelet ikke langt fra gravpladsen, men i mosejorden bevares liget meget bedre, og efter cirka 2.000 år i jorden er der intet tilbage af liget i denne grav. Til gengæld har arkæologerne fra Museum Lolland-Falster fundet fem lerkar og en masse glasperler. Det er disse fund, som man har været nødt til at sikre.

- Vores vurdering er, at de ikke kunne blive liggende. De ville være direkte truet af markarbejdet, hvis de ikke blev fjernet, forklarer Peter Deichmann.

Fundene er dukket op så tæt på overfladen, at de formentlig ville være blevet ødelagt, næste gang en plov var i jorden.

De fem lerkar eller krukker, som er blevet fundet i graven, er det, som man kalder grav-keramik, og udgravningslederen skyder på baggrund af deres udseende på, at graven er fra ældre jernalder. Måske er personen blevet begravet i tiden lige efter Kristi fødsel.

- Det er relativt små krukker, og ikke stor forrådskeramik, fortæller udgravningslederen, og den skal håndteres med meget rolig hånd, for den er særdeles skrøbelig efter de mange år i den lollandske jord.

Ud over kopperne dukkede også over 70 perler af rav og farverigt glas op i jorden.

- Ud fra placeringen er det mest sandsynligt, at personen ikke har haft halskæden på. Den ser ud til at være lagt ved siden af den døde. Måske har perlerne været lagt i en beholder af organisk materiale, som er forgået med tiden, og måske har de bare været placeret i en bunke, forklarer arkæologen, der ud fra placeringen midt i graven tvivler på, at halskæden har været sat på den døde.

Halskæden kan fortælle noget om personen, der er blevet begravet, men det kræver, at perlerne bliver undersøgt nærmere.

- Hvis det er importerede glasperler, kan der være tale om en person af lidt højere status.

På samme måde kan man også være heldig, at de enkelte kar kan fortælle noget om det, som den døde har fået med sig i døden.

Blandt andet kan man undersøge indholdet af karrene og se, om de har indeholdt eksempelvis mad- eller drikkevarer.

Organisk materiale, som eksempelvis kød, forgår som regel ret hurtigt, men hvis der har ligget noget i disse krukker, som er forkullet eller brændt på, kan vi være heldige at kunne bestemme det i dag, forklarer Peter Deichmann.

Hvorfor den døde har fået disse ting med i graven, ved man ikke med sikkerhed, men det kan været alt fra de sidste gaver for at ære den døde til et forråd til efterlivet.

Til gengæld håber museet at kunne bestemme gravens alder mere præcist, når keramikken bliver undersøgt.

En stor sten, der også ser ud til at være placeret bevidst der, hvor liget har ligget, kender arkæologerne heller ikke betydningen af.

- Den ser ud til have været placeret som en bevidst del af graven, men måske har den ligget længere oppe og er sunket ned, efterhånden som graven har givet sig, forklarer Peter Deichmann, som skal undersøge stenen nærmere. Den ser dog ikke ud til at være bearbejdet, inden den blev lagt ind på gravpladsen.

At gravpladsen minder lidt om en almindelig kirkegård, hvor der både er jordfæstegrave og urner, er ikke unormalt for den tid. Forskellen til nutiden er dog, at de brændte lig i urnerne i nogle tilfælde faktisk kan hjælpe med at fortælle en historie.

- I dag er det pulver, som er resultatet efter en ligbrænding, men dengang kunne man ikke opnå de samme høje temperaturer, når de døde blev brændt, og derfor kan vi være heldige at finde egentlige knoglefragmenter og tænder, siger Peter Deichmann.

Tænderne kan være med til at aldersbestemme den person, der er blevet brændt, og dermed give viden om de personer, der vil være placeret på en sådan gravplads. Sådanne rester har man dog ikke fundet på gravpladsen på Sydlolland, og der bliver ikke ledt efter flere grave.

- De øvrige ting i jorden kan forhåbentlig ligge til fremtidens arkæologer, der formentlig har bedre udstyr og analyseredskaber, end vi har i dag. Samtidig ligger de så dybt, at de ikke burde være generet af dyrkningen af jorden, slår udgravningslederen fast.

Han vender atter tilbage til præcisionsarbejdet på den kolde lollandske jord, som skal sikre, at dele af den lollandske historie, der måske er op mod 2.000 år gammel, bliver bevaret for eftertiden.