Arbejderbørn klarer sig godt, hvis de har gået på Maribo Gymnasium.
Tre fjerdedele af de Maribo-studenter, hvis forældre højst har en faglig uddannelse, tager videregående uddannelser. Det viser gymnasiets undersøgelse af, hvordan det er gået de elever, der startede i 1. g i 1998-2000.
Og det er næsten lige så mange, som gennemsnittet af studenterne. For deres vedkommende er tallet 80 procent. Rektor Henning Aggerholm oplyser, at undervisningsministeriets tal viser, at Maribo Gymnasium, sammenlignet med andre gymnasier, har en pæn andel af sine elever, der er i gang med en uddannelse 15 måneder efter eksamen. De elever, hvis forældre ikke selv har studentereksamen, udgjorde i de nævnte årgange halvdelen af gymnasiets elever.
Undersøgelsen godtgør endvidere, at der oftest er sammenhæng mellem, hvor flot en studentereksamen, man tager og hvor gode karakterer man fik i folkeskolen. Men den viser også, at der var elever, som, selv om deres folkeskole havde været forbeholdne overfor at sende dem i gymnasiet, havde taget en studentereksamen med over otte i gennemsnit. Undersøgelsen omfatter 348 studenter.