Vi vil ud i naturen - også når vi dør

KARLELUNDE - Velkommen til vores lille paradis, siger graver Karina Langhoff og slår ud med armene.

Vi har travet ad en skovsti med sneen knirkende under fødderne og er nået frem til den lysning i Karlelunden, hvor Skovkirken ligger. Et stort trækors, med rækker af træbænke foran, rejser sig mod himlen mellem lange, slanke nøgne træer. En kold vind bider i huden på kinder og ører. Ved siden af lysningen er to striber jord afgrænset af brombærkrat og snorlige stammer.

Det er her, graver Karina Langhoff og sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen drømmer om at lave en skovkirkegård. Ikke kun for sognebørn i Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn, men for alle, der gerne vil stedes til hvile i naturen.

Det tyder noget nemlig på, at stadig flere gerne vil.

- Jeg har haft forespørgsler fra blandt andre jægere og naturelskere, og jeg har haft bedemænd på nakken, som efterspørger muligheden, fordi de oplever stor interesse for at blive stedt til hvile i naturen, fortæller sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen.

Graver Karina Langhoff har også hørt fra flere, som ville ønske, muligheden fandtes.

Trangen til at komme ud i naturen, både mens vi lever - og når vi dør, ses desuden af det stigende antal, som får deres aske spredt ud over vandet.

- Når det er sådan, må vi som folkekirke tilbyde noget, mener sognepræsten.

Hun og graveren understreger, at alt indtil videre kun er på idéplan. Men deres tanke er at lave skovgravpladser, hvor man kan blive stedt til hvile i en nedbrydelig urne i skoven. Der bliver hverken afmærkede gravsteder, gravsten eller skilte, men måske en mindetavle med navne.

- Her skal vigtigst af alt være fred og ro, siger sognepræsten.

De gængse kirkegårdsregler påtænkes fulgt med 10 års fredningstid, hvor der betales til gravstedet. De er ikke helt enige om, hvorvidt det skal være muligt at lægge blomster på skovkirkegården, men det finder de ud af. Ligesom de skal i gang med at afklare mange andre ting.

De har forespurgt løst i Lolland-Falsters Stift, hvad der skal tages i betragtning. Det skal blandt andet menigheden, stiftsøvrigheden, kommunen, naboer, embedslægen samt jordbundsforhold og nærliggende brønde. Erfaringer fra andre stedet i landet peger på, at det kan tage op til 10 år at få igennem, selv hvis der viser sig at være opbakning til idéen.

Det er ikke for at udkonkurrere kirkegårdene, pointerer graveren.

- Vi skal bevare kirkegårdene. For nogle vil stadig gerne have en traditionel begravelse, siger hun.

- Så det er ikke for at trække alt herned i skoven.