Ung litauisk kvinde ville ikke finde sig i elendige fremtidsudsigter
Som 12-årig havde Kristina havde alle odds imod sig. Moderen var lige død - efter otte måneder, hvor hun var blevet mere og mere passiv og alkoholiseret. Nu var Kristina og hendes to søskende helt alene. For det, der havde udløst familiens deroute, var faderens uventede død.- Han var mit forbillede, fortæller Kristina Rasmussen, der har taget imod en indbydelse fra “Trisserne” , der er et initiativ i forbindelse med menighedsplejen i Horslunde, Nordlunde og Nøbbet sogne. Her ville man gerne høre om Kristinas forunderlige liv. Det blev det nemlig alligevel, for hun nægtede at bukke under.
Heller ikke broderen var til hjælp. Også han drak, og hans tyverier var en medvirkende årsag til, at de tre søskende blev skyet i den lille landsby, hvor de var vokset op, og hvor alt havde været trygt, indtil det hele ramlede.
- Hjemme hakkede jeg roer og malkede køer og den slags. Det var jeg vant til, siger Kristina.
Men i første omgang blev frisørfaget hendes redning. Som 16-årig valgte hun den toårige frisøruddannelse. Men arbejdsmarkedet i Litauen bød hende lige så lidt velkommen, som de andre litauere, der kæmper for deres daglige brød.
- Men en lærer på fagskolen havde sagt til mig, at hvis det ikke gik, skulle jeg komme tilbage, så kunne jeg blive uddannet til noget andet.
Valget faldt hende let. For med en landbrugsuddannelse kunne hun rejse ud, helst til England.
- Lærerne sagde, at hvis jeg opførte mig godt og var dygtig, ville de hjælpe mig med at komme til udlandet. Pludselig en dag fik jeg at vide, at jeg skulle til Danmark og passe grise.
På sin nye arbejdsplads på Lolland arbejdede hun i flere år, og det var også her, at en dansk landmand fik et godt øje til hende.
- Pludselig ville han klippes en gang om måneden, så hver 14. dag - og så blev jeg inviteret ud.
Deres forhold måtte dog ad et par omveje, før Kristina endelig sagde ja, for planen havde jo inkluderet England. Men målet om at klare sig selv - og klare sig godt - var ikke opgivet. Så en dag sagde hun jobbet op som grisepasser og fik et frisørjob i Nakskov hos “Herrernes Frisør”
I løbet af fem år gik hun fra at være ansat til kompagnon og senest eneejer med fire ansatte, en udekørende salon samt en del af rejsebureauet “Dansaka”, der arrangerer landbrugsrejser til Litauen.
- Men mit hjerte er her, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor alle har taget så godt imod mig, siger Kristina Rasmussen og slår ud med armene.
