Iført mintgrøn jakke indtog Helle Thorning-Schmidt Fælledparkens store scene, hvor hun tirsdag holdt sin første 1. maj-tale som Danmarks statsminister. Og det delvist rødklædte publikum tog godt imod hende.
- Hun gjorde det klart, at regeringen er på vej hen imod noget, som mange synes er rigtigt. Og det tager tid. Det kan ikke bare klares hen over en eftermiddag, siger 61-årige Anne Togeby, der til dagligt arbejder som arkitekt.
Thornings tale handlede i høj grad om unge og den arbejdsløshed, der hærger blandt dem for tiden. Og det faldt både i de yngre og ældres smag.
- Det er jo præcis det, jeg interesserer mig for som ung studerende, slår Anne Line Helsø på 21 år fast.
- Det var positivt, at hun talte om garantien for praktikpladser. Jeg tænker jo meget på mine børnebørn, fordi det er dem, der skal overtage det hele, fortæller 75-årige Leif Rasmussen, der er pensioneret skoleinspektør.
- Det er vigtigt, at der ikke er for mange unge, der går tabt som i 80'erne. Det er jo dem der i dag ikke laver noget, fordi de ikke fik uddannelse og arbejde dengang, supplerer hans kone, Hanne Rasmussen på 74 år.
En af de ting, som dagens publikum også var meget enige om, var, at statsministerens tale var meget pæn og ordentlig sammenlignet med dagens tidligere taler.
- Jeg tænkte meget over, at hun var meget sober. Hun svinede ikke folk til, lige som Villy Søvndal og Johanne Schmidt-Nielsen, forklarer familieterapeuten Berit Kjeldstrup.
Også den 22-årige økonomistuderende Sarah Nielsen, der understreger at hun normalt ikke stemmer rødt, var positiv.
- Talen var langt bedre end de andre taler i dag. Hun talte om samfundet, i stedet for at svine kolleger og oppositionen til. Jeg er normalt meget højreorienteret, men jeg var virkelig positivt overrasket over Helle Thornings tale, siger hun til Ritzau.
/ritzau/