Afdøde Flemming Bonne Hansens afløser i Folketinget, Meta Fuglsang fra Vordingborg, overtager ikke kun hans plads i Folketingssalen.
Meta Fuglsang bliver også SFs kommunalordfører - en post som Flemming Bonne havde indtil sin død i sidste måned.
- Jeg tager min opgave som kommunalordfører meget alvorlig. Min vision er blandt andet at være med til at genskabe en positiv udvikling i yderområderne med nye arbejdspladser og tilgængelige uddannelsesmuligheder. Jeg mener ligeledes, det er meget vigtigt, at alle danskere er sikret en ordentlig sygdomsbehandling i deres nærområde, siger Meta Fuglsang i en pressemeddelelse og fortsætter.
- Som kommunalordfører vil jeg også arbejde for, at kommunerne får de bedste rammer, så de kan sikre en solid kernevelfærd for alle danskere. Det danske, unikke velfærdssamfund skal bevares. Derfor skal kommunerne have et ordentligt økonomisk råderum, så vi bl.a. kan give folkeskolen et markant løft og sikre en bedre ældreomsorg, slutter Meta Fuglsang.
Meta Fuglsang er i dag opstillet i Kalundborg kredsen i Region Sjælland.