Nysted Rådhus, Pakhuset og stationsbygningen i Nysted sælges. Salget skal finansiere indretningen af et multikulturhus.
Ifølge borgmesteren kunne man også forestille sig, at kun dele af rådhuset blev solgt, og kommunen selv beholdt en del. Eller at kommunen lejede sig ind hos en køber.
På trods af de beslutninger, der har været på de seneste møder i henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, valgte Guldborgsund økonomiudvalg på et møde mandag at gå helt andre veje.
- Vi vil ikke lave en tillægsbevilling, så vi har i Økonomiudvalget besluttet kigge på det på en helt anden måde. Derfor vælger vi nu at sætte rådhuset, pakhuset og den gamle stationsbygning til salg, lyder det fra borgmester John Brædder (G).
Det sker i håbet om at få indsamlet så mange midler, at det kan finansiere et multikulturhus eller et samlingssted for de forskellige aktiviteter i Nysted. Sådan som det egentlig hele tiden har været planen. Hvor det så skal ligge afhænger af salget.
I over et år har det være på tale i Guldborgsund Kommune at flytte biblioteket til det gamle rådhus, som skulle være det nye samlingssted. Nu ser det foreløbig ud til, at der ikke er råd, alt afhængig af hvor meget kommunen får ind fra det omtalte salg, og hvilke bygninger, der bliver solgt. Borgmesteren garanterer dog, at bygningerne ikke bliver foræret væk.