Jeg kan godt tage ordet i en forsamling

LOLLAND Olga kommer farende, straks man ruller ind på gårdspladsen. Den lille, hvide krydsning mellem en malteser og en cotton de tulear gør ivrigt, så Anne Raft ikke kan være i tvivl: Der er besøg.

Indenfor byder hun på kaffe og kage og fortæller om den glæde, hun har fundet ved at bo på Vestlolland.

- Jeg har følt mig rodløs, men da jeg fandt det her sted og flyttede herned ... Der gik 14 dage, så følte jeg, at "nu er jeg kommet hjem". Jeg er kommet tilbage til mine rødder og føler mig forbundet, og jeg bliver her, så længe jeg kan, forsikrer hun.

Det var i 2016, hun flyttede til huset på Adamsgavevej nord for Nakskov efter i mange år at have boet i udlandet, Aarhus og Maribo, og samme år meldte hun sig ind i Nye Borgerlige. Hun har nemlig altid interesseret sig for politik, og som katolik er hun også er medlem af menighedsrådet i den katolske kirke.

At det blev Nye Borgerlige, hænger sammen med hendes egne oplevelser som dansker i udlandet.

- Hvis du kommer til et fremmed land, er det dit ansvar at blive integreret, lære sproget og blive en del af samfundet. Og jeg har set, hvordan mine forældre lykkedes med det. Da de rejste til Madagaskar, lærte de madagaskisk, beretter hun og tilføjer, at hun altid har været favnende og hjælpsom og også helt fra barneårene har haft en muslimsk veninde.

Men tålmodigheden er brugt op.

- Jeg har ikke noget imod muslimer. Men jeg har noget imod dem, der ikke vil lette røven, men vil have det hele forærende. Jeg kan huske, da Glistrup blev stemt ind i Folketinget, og jeg tænkte "den mand ... det er røv og nøgler!". Men i dag kan vi jo godt se, at han havde ret.

Det var altså blandt andet det, der fik hende til at melde sig ind i Nye Borgerlige, og for et års tid siden blev hun formand for lokalforeningen. Da spidskandidaten sprang fra, blev Anne Marie Raft opfordret til at stille op.

- Det var ikke meningen, jeg skulle være spidskandidat, og jeg må sige, at jeg har fået kam til mit hår. Det er noget helt andet end at være formand, bemærker hun.

Men nu er hun altså gået fra det interne, organisatoriske arbejde til at være hende, der stiller op i interview og på vælgermøder. Med en opbakning på tæt på seks procent i de landsdækkende meningsmålinger er hun ikke uden chance for at komme i byrådet. Så hvad vil hun arbejde for?

- Jeg er vokset op i Jylland. Der har jeg lært, at man skal stikke fingeren i jorden, siger hun som det første, inden hun uddyber:

- Jeg vil se, hvordan folk taler til hinanden. Jeg er ikke mundlam - jeg kan godt tage ordet i en forsamling. Men er det kun mig, der kommer ind, kan jeg reelt ikke gøre så meget. Men jeg kan måske en gang imellem være tungen på vægtskålen, og det vil jeg være meget bevidst om og gøre det, der er partiets linje, fastslår hun.

Der er flere ting, hun vil stå fast på.

- Noget af det, jeg vil kæmpe med næb og kløer imod, er, at vi får flere solceller og vindmøller. Det er fuldstændig vanvittigt, vi bliver ved med at investere i energi, vi alligevel bare sender videre. Det skal den gode, lollandske landbrugsjord ikke bruges til.

Men energien kan vel gøre gavn andre steder?

- Ja, selvfølgelig. Men nogle gange producerer vindmøllerne så meget strøm, at vi ikke kan sende den nogen steder, siger hun.

Anne Raft lader også forstå, at hun ikke har meget fidus til det med at lagre overskydende strøm i stenlagre.

- Tænk på al den energi, der skal bruges til det. Måske får du 30-40 procent af energien tilbage, siger hun og tilføjer, at der også er et problem med skrotning af udtjente vindmøller.

Anne Raft argumenterer derfor for, at fremtiden er små thorium-drevne atomkraftværker.

- Et miniatomkraftværk i en 20 fods-container kunne producere strøm nok til Lolland, og det ville da være bedre end at placere solceller og vindmøller, siger hun medgiver, at teknologien dog ikke er klar endnu:

- Men der bliver forsket i det, og på et eller andet tidspunkt indser folk, at det slet ikke er så farligt. Og de, der arbejder med det, mener, det er klar om 10 år.

Indtil da mener hun, at hvis der skal opstilles flere solceller, skal det være på taget af offentlige bygninger eller på overdækninger på parkeringspladser.

En anden mærkesag er borgerinddragelse.

- Borgerne skal høres meget mere, og der skal tages mere hensyn til, hvad borgerne mener. Og er det store spørgsmål, skal det lægges ud til afstemning, siger hun og forklarer, at det ikke er alle, der kan skrive et høringssvar.

- Er der et eller andet, der skal gøres i Holeby, og mange synes, det er vanvittigt, laver vi en afstemning i Holeby, siger hun og nævner, at renoveringen af Axeltorv og opstillingen af vindmøller ved Bogø burde have været lagt ud til en folkeafstemning.

- I stedet for at lave en kæmpestor arkitektkonkurrence om Axeltorv, skulle man have spurgt borgerne: Hvordan synes I, det skal se ud? Og så kunne vi have givet det til en arkitekt og spurgt "hvordan realiserer vi det?" mener hun og tilføjer, at det ville give større ejerskab til projektet og dermed større tilfredshed.

Anne Raft er ved at have talt sig varm og går videre med listen over ting, hun vil præge.

- Vi har rigtig mange svage og sårbare børn. Dem skal vi tage bedre hånd om. Der har været en del debat om specialskolen. Det skal jeg ikke gå ind i, men vores holdning er, at der skal være plads til alle elever, og de skal have det, de har behov for, fastslår hun og tilføjer, at det er vigtigt, at der er pædagoger i klasserne.

Hun har også et andet bud på en løsning.

- Vi ved, børnene ikke trives på de store skoler. Det er fuldstændig vanvittigt at sætte et seksårs-barn i en klasse med 30 elever, siger hun og argumenterer for, at eleverne i de mindste klasser skal gå på små, lokale skoler.

- Lad os komme tilbage til landsbyskolen. Det er der, børnene trives, og to-tre dygtige lærere kan sagtens undervise 1. til 4. klasse på én gang, argumenterer hun og tilføjer, at børnene også nemmere vil kunne gå med hinanden hjem efter skole.

Og så efterlyser hun specialklasser - både til dem, der ikke er så boglige, og til de særligt dygtige.

- Vi har en skole, hvor det nærmest er laveste fællesnævner, der dominerer. Fordi der kun er plads til midtergruppen, taber du dem på fløjene. Der er børn, der ikke kan følge med, og så er der dem, der ikke kan stimuleres nok. Den urolige dreng kan ligeså godt være ham, der har løst opgaven på fem minutter, mener hun.

Anne Raft efterlyser også bedre offentlig transport. For busforbindelserne er ikke gode nok:

- Det er et problem for ældre mennesker og folk, der ikke har bil. Og unge, der ikke kan komme frem og tilbage til fest eller skal vente en time, inden skolen begynder.

Og så mener hun, at der mangler en mulighed for at tage offentlig transport direkte mellem Nakskov og Rødbyhavn, uden at man skal via Maribo.

Som det sidste nævner hun, at "pengene skal følge borgerne". Det kan ske med værdikuponer.

- Hvis du for eksempel som ældre er blevet visiteret til at have X antal timers rengøring, pleje eller andet, koster det X antal kroner. Og så får borgerne en crosset check med X antal kroner, og dem kan man indløse til det, der står på den. Som en kupon. Og den er man fri til at indløse, hvor man vil, for vi tror på, at der skal konkurrence til, og vi skal have flere private aktører i plejesektoren. Derfor mener vi også, at vi skal have flere friplejehjem, bemærker hun, inden det er tid til at takke farvel.

- Kom her, kalder hun, så Olga ikke løber med ud.