Dansk Folkeparti satser på også efter næste valg at kunne præsentere en Krarup i folketingsgruppen.
Selvom Dansk Folkepartis Søren Krarup for længst har meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, kan partiet meget vel også efter næste valg byde på en Krarup. Omend en yngre af slagsen.
Søren Krarups næstældste datter, den 44 årige Marie Krarup, er nemlig blevet valgt som Dansk Folkepartis folketingskandidat i Esbjerg Omegn-kredsen.
Marie Krarup er cand.mag. i øststatskundskab, samfundsfag og religion og er desuden uddannet reserveofficer i hæren i russisk sprog. Til daglig er hun gymnasielærer ved Frederiksborg Gymnasium.
Indtil nu har offentligheden mest stiftet bekendtskab med en anden af Søren Krarups døtre, nemlig teologen Katrine Winkel Holm, der sidder i Danmarks Radios bestyrelse og i øvrigt er en ivrigt samfundsdebattør.
/ritzau/