Kristendemokraterne fisker folketingskandidater hos Fælleslisten, der næppe bliver opstillingsberettiget.
Kristendemokraternes folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, går nu på strandhugst hos Fælleslisten, som ikke ventes at blive opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg.
- Kandidater fra Fælleslisten er velkommen på Kristendemokraternes lister, så de har en realistisk chance for at blive valgt, siger Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen.
Hans forslag kommer på baggrund af, at Fælleslisten har offentliggjort en plan B, der går ud på at opstille kandidater uden for partierne, hvis partiet ikke bliver opstillingsberettiget.
- Fælleslisten burde kunne støtte vores forslag om, at der maksimalt må være 30 minutters kørsel til en akutfunktion og fødegang, samt at efterlønnen skal bevares for alle, der har haft 40 aktive år på arbejdsmarkedet, siger Per Ørum Jørgensen
Han forventer, at Kristendemokraterne kommer i Folketinget efter det kommende valg. Men det vil styrke partiet, hvis Fælleslistens kandidater bakker op, vurderer han.
- Jeg forventer, at vi som minimum vil kunne hente de fem procent af stemmerne i Vestjylland, som udløser et kredsmandat, siger Per Ørum Jørgensen.
Kristendemokraterne er opstillingsberettiget.
/ritzau/