Fogh har som mangeårig statsminister sat sit præg på Danmark og EU og som Nato-chef på det meste af verden.
Syv et halvt år som Danmarks statsminister og lidt over fem år som generalsekretær i Nato. Anders Fogh Rasmussen er en af den nyere Danmarkshistories største politiske skikkelser. Det står klart - lige meget om man kan lide ham eller ej.
Men allerede dagen efter den sidste arbejdsdag på Nato-kontoret skifter Anders Fogh Rasmussen spor. I fremtiden skal han nemlig rådgive lande, organisationer og koncerner i sikkerhedsspørgsmål med relation til Nato eller EU.
Her kan den 61-årige Fogh bruge viden og erfaringer fra en lang og glorværdig karriere.
Venstremanden blev valgt til Folketinget i 1978, han var skatteminister fra 1987, da den daværende konservative statsminister Poul Schlüter hev ham ind i regeringen, og siden skatte- og økonomiminister frem til 1992.
Han trådte tilbage efter en sag om såkaldt kreativ bogføring et par måneder før, regeringsmagten blev overdraget til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen.
For oppositionspartiet Venstre blev han politisk ordfører og dermed frontfigur, og han var samtidig en af arkitekterne bag Venstres forvandling fra bondeparti til et stort bredtfavnende parti.
Han forlod en lidt midtsøgende økonomisk politik med bogen "Fra socialstat til minimalstat", der foreslog store nedskæringer i den offentlige sektor.
Efter Venstres stemmefremgang i 1998 - som dog ikke gav en statsministerpost - trådte den daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tilbage, og næstformanden Fogh overtog rollen som oppositionens bud på en kommende statsminister.
Han indførte kontraktpolitikken - vi gør kun det, vi har sagt under valgkampen - som en modpol til Nyrup, der var kommet i modvind ved at garantere efterlønnen uændret, mens han alligevel ændrede den efter valget i 1998.
Venstre vandt valget i 2001, Fogh blev statsminister, og med striks styring og de velkendte drejebøger formåede han at beholde posten ved de to efterfølgende valg også.
Der blev indført skattestop, men den offentlige sektor fik også lov til at vokse i den økonomiske opgangstid.
I det hele taget har hans økonomiske politik været kritiseret, fordi der ifølge kritikerne ikke blev taget ordentligt hensyn til fremtidige nedgangstider.
Af mere ideologisk karakter havde han fokus på smagsdommeri, elevtest i folkeskolen, og han forsvarede også intenst retten til at ytre sig frit under Muhammedkrisen.
Under Fogh var Danmark med i krigen i Irak og en primær støtte for USA i kampen mod terror. Danmark var et af de første lande til at sende soldater til Afghanistan.
Fogh blev nær allieret med daværende præsident George W. Bush, og da han samtidig stod i spidsen for det danske formandskab, da EU blev udvidet mod øst i 2004, skabte han sig mange af de kontakter, der skulle blive afgørende i hans jagt på en international toppost.
I 2009 blev han Natos generalsekretær og satte sig dermed på den højeste internationale post, en dansker har siddet på. Han er blevet nævnt som en potentiel topfigur i EU-systemet, men det bliver altså på konsulentbasis, hvis EU skal have gavn af Foghs erfaringer.
Fogh er gift med pædagogen og ungdomskæresten Anne-Mette Rasmussen. De har tre børn og seks børnebørn.