Liberal Alliance melder alligevel ikke Socialdemokraterne til Datatilsynet for at lække oplysninger.
Datatilsynet kommer alligevel ikke til at vurdere, om Socialdemokraterne har overtrådt persondataloven ved at lække oplysninger om Liberal Alliances folketingskandidat Joachim B. Olsen.
Partileder Anders Samuelsen sagde ellers for 14 dage siden, at han ville melde Socialdemokraterne til Datatilsynet, fordi partiet efter hans vurdering havde lækket fortroligt oplysninger til pressen om, at Joachim B. Olsen tidligere havde været socialdemokratisk partimedlem.
Men Datatilsynet oplyser til Ritzau, at man ikke har set en anmeldelse, og Anders Samuelsen bekræfter, at han alligevel ikke vil anmelde sagen.
- Vi har foreløbig valgt at lade den hvile. Det lykkedes at få Socialdemokraterne til at trække følehornene til sig og slappe af i forhold til den smædekampagne, de havde gang i.
- Det var det, vi gerne ville opnå, begrunder Anders Samuelsen beslutningen om ikke at gå videre med sagen.
Joachim B. Olsen har selv bekræftet, at han har været medlem hos Socialdemokraterne, men det var ifølge Samuelsen ikke en undskyldning.
- Journalisterne har oplysningen om hans tidligere medlemskab fra Socialdemokraterne. Og det er direkte i strid med persondataloven, sagde Anders Samuelsen for to uger siden.
Men sagen kom altså aldrig videre, og Anders Samuelsen tænker også på, hvad der bliver brugt kræfter på i staten.
- Det var et spørgsmål om at få lidt moral tilbage i dansk politik, og det lykkedes. Dermed behøver vi ikke at bruge offentligt ansattes tid på det, siger han.
/ritzau/