Tænketank: Ny velfærdslov kan spise det meste af råderummet

Regeringens planer om en såkaldt velfærdslov kan ende med at spise en stor del af det økonomiske råderum frem mod 2030.

Det viser beregninger fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

Råderummet er de penge, der er til fremtidige politiske prioriteringer.

Loven vil groft sagt forpligte enhver regering til at sikre, at der bruges flere penge i det offentlige svarende til, at befolkningen ændrer sammensætning - eksempelvis ved, at der bliver flere ældre.

Den seneste opdatering af Finansministeriets skøn for de næste år viser, at det vil kræve en stigning i det offentlige forbrug på mellem 0,5 og 0,6 procent om året.

Det kan umiddelbart lyde af småpenge, men der er tale om milliardbeløb.

På baggrund af tal fra Finansministeriet har Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen stillet et regnestykke op.

Hvis det offentlige forbrug forbliver det samme fra 2022 til 2030, kan politikerne finde udgifter for cirka 30 milliarder kroner og stadig have balance i statens finanser.

Hvis man vil følge Finansministeriets skøn for, hvad det vil koste at lade udgifterne følge ændringerne i befolkningen, vil det ifølge Cepos' beregninger koste cirka 25 milliarder kroner frem mod 2030.

Desuden har politikerne allerede taget hul på råderummet og har finansieret andre aftaler, såsom flere penge til Forsvaret, med penge fra råderummet.

Når de aftaler er betalt, og udgifterne har fulgt udviklingen i befolkningens sammensætning, er der ifølge Mads Lundby Hansens udregninger lidt over tre milliarder kroner tilbage.

Dermed er politikernes beløb til forskellige politiske ønsker mindsket markant.

- Det er så at sige de penge, som politikerne har at gøre godt med. Det er penge, de kan bruge til enten lavere skat eller øgede offentlige udgifter, siger Mads Lundby Hansen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at politikerne ikke kan gøre ting for at øget råderummet igen, påpeger han.

- Regeringen og de røde støttepartier skriver eksplicit i deres forståelsespapir, at der skal være balance i 2030, siger han.

- Hvis man vil skaffe et større råderum, kan man fire på det krav og sige, at man vil have et underskud på højest en halv procent af bnp.

- Så vil man få 13 milliarder kroner, så man ryger op på 16 milliarder kroner efter at have betalt for det demografiske træk.

Netop det forslag har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her peger chefanalytiker Jon Nielsen på, at det kan give god mening, at staten kører med underskud i nogle år.

- Lige præcis i 2030'erne og 2040'erne vil der være særligt mange ældre, der vil fylde i sundhedsvæsnet og ældreplejen. Derfor vil vi i et par årtier have udsigt til underskud, siger han.

- Men det er der sådan set ikke noget farligt i, fordi de offentlige finanser er sunde på langt sigt.

Både Jon Nielsen og Mads Lundby Hansen har en række andre forslag til, hvordan man kan øge råderummet frem mod 2030.

Jon Nielsen peger på, at politikerne kan skrotte boligjobordningen, også kendt som håndværkerfradraget, de kan sænke rentefradraget og de kan lade topskattegrænsen følge prisudviklingen.

Mads Lundby Hansen peger derimod på eksempelvis en lavere dimittendsats eller andre tiltag for at øge arbejdsudbuddet og deraf forhåbentligt beskæftigelsen.

Som udgangspunkt synes cheføkonomen fra den borgerligt-liberale tænketank dog, at regeringen og Folketinget bør undlade at vedtage velfærdsloven:

- Jeg er kritisk over for, at det offentlige per automatik ved en lov skal vokse med demografien, siger Mads Lundby Hansen.

- Man kan øge produktiviteten og omprioritere inden for det offentlige budget. Derfor ser jeg ingen grund til, at man får den her automatik.