Den tragiske ulykke forleden i banegårdskrydset i Nykøbing får nu Guldborgsund Kommune til at presse på anlæggelsen af en omfartsvej.
- Det kan ikke være rigtigt, at omfartsvejen blev vedtaget, som en del af Folketingets trafikforlig helt tilbage i januar sidste år og der endnu ikke er sket noget, siger Borgmester John Brædder.
- For et par uger siden var vi en delegation fra Guldborgsund Kommune, som havde foretræde for Transportminister Hans Christian Schmidt, fortæller borgmesteren. – Her gjorde vi opmærksom på, at vi gerne ville se nogle resultater. Men vi fik en udredning, som en forklaring på hvorfor omfartsvejen vej Nykøbing først kunne stå færdig i 2015. hele 2010 er afsat til en såkaldt konsolideringsfase, hvor den gamle VVM redegørelse fra det tidligere Storstrøms Amt skal revurderes.
Guldborgsund Kommune har en ide om, at anlægsfasen godt kan startes samtidigt med en projekteringsfase.
I sidste uge havde teknisk afdeling fra kommunen møde med Vejdirektoratet. Målet er at få vejdirektoratet til sammen med Guldborgsund kommune at presse Transportministeriet til at fremskynde hele processen.
- Vi må dog nok erkende, at vejen tidligst står færdig i 2014, siger John Brædder.
- Men det er alt for sent, mener borgmesteren. I 2012 har Scandlines planlagt at indsætte nye færger på ruten Gedser Rostock.
Borgmester John brædder vil nu tage initiativ til, at Guldborgsund kommune vil gå kraftigere til værks for at fremskynde projekteringen af omfartsvejen.
- Staten punker jævnligt kommunerne landet over, for at få gang i anlægsarbejder og dermed dæmme op for arbejdsløsheden. – Det kan dermed ikke være rigtigt, at Staten samtidigt forhaler et anlægsarbejde, fastslår borgmesteren.
Da kommunens delegation for nylig havde foretræde for transportministeren, blev det aftalt, at Hans Christian Schmidt til sommer ville afsætte tid til at besøge Nykøbing, for at kigge nærmere på behovet for en omfartsvej.