259 børn med indvandrerbaggrund var i 2012 så dårlige til dansk, at deres forældre fik et valg af kommunen: send jeres barn i en dansk institution, eller vi trækker jer i børnepengene.
Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som fremgår af et svar til Folketinget. Det skriver dr.dk.
Siden 1. januar 2012 har kommunerne nemlig haft mulighed for at skære i børnepengene hos de forældre med indvandrerbaggrund, hvor børnene taler et dårligt dansk uden at gå i en institution.
Og kun i fire af de 259 sager i 2012 endte det med, at kommunen brugte økonomisk sanktion.
Hos Dansk Folkeparti siger integrationsordfører Martin Henriksen, at tallene er et udtryk for, at det virker at presse indvandrerfamilier på pengepungen.
- Det her er et tegn på, at når vi siger til folk, at vi skærer i deres sociale ydelse, hvis de ikke opfører sig på en bestemt måde og sørger for, at deres børn bliver integreret, så virker det. Det er sørgeligt, men sandt, siger Martin Henriksen til dr.dk.
Han føler sig dog sikker på, at der er endnu flere børn med indvandrerbaggrund, der skal i danske institutioner.
- Antallet er stadig for lavt, og derfor vil vi kigge på, om vi stramme yderligere op, siger Martin Henriksen.
/ritzau/