Venstre kritiserer Socialdemokraterne for dobbeltmoral. Først revser partiet forældre, der vælger privatskoler, og bagefter gør tre ledende medlemmer det samme.
Politisk ordfører for Venstre, Peter Christensen, siger, at det virker dobbeltmoralsk, at omtrent hele den socialdemokratiske ledelse vælger privatskoler, når man tidligere har kritiseret andre forældre for at gøre det samme.
- Socialdemokraterne har jo kørt en meget hård retorik, hvor man har talt om at være solidarisk med B-holdet. Så virker det mærkeligt, når de så selv vælger at være på A-holdet, siger Peter Christensen.
Han mener, at Socialdemokraterne sender et signal om, at folkeskolen er så dårlig, at ens børn ikke skal gå der.
- Og det er jeg meget uenig i. Folkeskolen er bestemt ikke så dårlig, som de gør den til. Jeg ville ikke være bekymret for at lade mine egne børn gå der, siger Peter Christensen, der selv har børn, der endnu ikke er begyndt i skole.
/ritzau/