Det kræver en negativ coronatest for at komme ind i zoologiske haver og forlystelsesparker.
Fra 1. marts genåbner dele af Danmark.
Det gælder blandt andet udendørs kulturinstitutioner som forlystelsesparker, zoologiske haver og museer, der er udendørs.
For at komme ind er der dog et krav om, at man skal fremvise en negativ coronatest, der er højest 72 timer gammel. Det fremgår af regeringens plan for genåbningen. Det kan for eksempel være ved at fremvise testsvar fra en sms.
Det er dog langtfra alle forlystelsesparker og zoologiske haver, som vil genåbne allerede fra på mandag - blandt andet fordi en del alligevel holder vinterlukket.
Tivoli i København har lukket i øjeblikket og planlægger efter at åbne 27. marts. Den plan er der indtil videre ikke ændret på.
I Aarhus har Tivoli Friheden planlagt at åbne 1. april. Det samme har Knuthenborg Safaripark på Lolland.
København Zoo planlægger at genåbne, men det når ikke at blive 1. marts. Zoo afventer de nærmere meldinger fra myndighederne.
I Aalborg Zoo er man allerede klar til at genåbne fra næste uge, men direktør Henrik Johansen siger til DR, at man afventer de præcise retningslinjer fra myndighederne.
Til DR oplyser Frilandsmuseet, der ligger nord for København, at man først plejer at åbne til påske, men her overvejer man, om det eventuelt skal ske tidligere.