Lionel Messi bør takke sine holdkammerater i Barcelona for, at argentineren med fem mål i 7-1-sejren over Bayer Leverkusen nu har scoringsrekorden i en enkelt Champions League-kamp.
Det mener højrebacken Dani Alves.
- Det er lang tid siden, at man har været i stand til at finde ord, der kan beskrive ham.
- Men det er også hele holdets præstation, der gør, at han kan gøre det så godt, siger Dani Alves til TV3+.
Forsvarsspilleren mener, at Barcelona havde forberedt sig helt rigtigt til kampen, efter 3-1-sejren i Tyskland i det første opgør.
- Det var en af de potentielt farlige kampe, men vi viste, at vi tager alle kampe alvorligt, og derfor blev det sådan en præstation, siger Alves og fortæller, at Barcelona er parat til at gå hele vejen i Champions League.
Der er lodtrækning til kvartfinalerne på fredag i næste uge.
/ritzau/